Under Dansk Naturvidenskabsfestival i uge 39 åbnes dørene for områdets folkeskoleelever, som kan deltage i eksperimenter med fysik, kemi og matematik samt billedfag. Derved vil Herningsholm Erhvervsskole gerne være med til at nuancere opfattelsen af de erhvervsfaglige uddannelser, så flere i grundskolerne oplever den høje faglighed og praktiske anvendelse af naturvidenskabelig viden.
Et samarbejde til gensidig gavn
Torsdag den 22. august var en lang række engagerede medarbejdere fra grundskoler og erhvervsskoler sat i stævne i Odense for at diskutere samarbejdet mellem skolerne. De gode erfaringer fra Dansk Naturvidenskabsfestival fungerede som en katalysator for gode idéer, og viste, at folkeskolernes fællesmål i høj grad kan drage nytte af erhvervsskolernes faciliteter. Karsten Thalund fra Herning Friskole deltog i dagen, og han er meget positiv overfor et tættere forhold til erhvervsskolerne.
- Klasseundervisningen kan blive suppleret af besøg på erhvervsskoler, så eleverne bedre kan relatere emnerne til virkeligheden. Har vi for eksempel arbejdet med at lave mørtel ud af kalk, kan vi efterfølgende komme ud på erhvervsskolen og hæfte mere virkelighedsnært teori og praksis på, siger han.
Naturvidenskabsfestival i uge 39
Folkeskoleelever skal teste teorien i virkeligheden, når de i uge 39 møder op til naturvidenskabsfestival på Herningsholm Erhvervsskole. Hvor gymnasiet gennem flere år har inviteret folkeskoleelever ind til en uge med naturvidenskab og eksperimenter, er erhvervsuddannelserne først lige begyndt at snuse til mulighederne i festivalen. Sammen med Mercantec i Viborg deltog Herningsholm Erhvervsskole som de eneste erhvervsskoler på Naturvidenskabsfestival 2012. I Herning kunne folkeskoleelever besøge el-afdelingen og eksperimentere med at lave en solcelle og arbejde med fysik, kemi og matematik.
- Det er vigtigt, at erhvervsskolerne ser nye muligheder for at gøre sig attraktiv overfor de unge, som interesserer sig for fag som matematik, fysik og kemi. Eller sagt med andre ord: Den naturvidenskab, som findes i de erhvervsfaglige fag, siger Nils Hedegaard, der er uddannelsesdirektør på Herningsholm Erhvervsskole.
Mange idéer på tegnebrættet
Samarbejdet behøver ikke at være forbeholdt begivenheder som Dansk Naturvidenskabsfestival. Herningsholm Erhvervsskole sætter også andre initiativer i værk for at øge dialogen med folkeskolelærere, elever og deres forældre. Der er mange idéer på tegnebrættet, heriblandt at stille værksteder og andre faciliteter til rådighed for folkeskolerne; udvikle fælles undervisningsforløb samt flere andre tiltag for at tydeliggøre en skole, der er åben for omverdenen. Også Karsten Thalund har forhåbninger om det fremtidige samarbejde.
- Jeg har kontakt til et par lærere fra Herningsholm Erhvervsskole, og det skulle gerne munde ud i nogle konkrete projekter indenfor fysik og sløjd. Og måske kan erhvervsskolerne i fremtiden udarbejde nogle standardforløb, som grundskolerne kan benytte sig af, når vi har bestemte emner i undervisningen, f.eks. energi. Det sker allerede under naturvidenskabsfestivalen, men vi kunne sagtens udvide konceptet siger Karsten Thalund.