Fremgang på Herningsholms ungdomsuddannelser

Især tekniske erhvervsuddannelser og HHX lokker flere elever til fra 9. og 10. klasse, viser tilmeldinger til august-optaget på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier

Grundskoleelever søger fortsat mod Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, når de står over for valget af en ungdomsuddannelse. 

I januar kunne erhvervsskolen byde velkommen til et rekordstort antal ansøgere på grundforløb 2. De gode takter fortsætter med søgningen til grundforløb 1, der er for elever, som kommer direkte fra 9. eller 10. klasse.

Med omkring 300 tilmeldinger til erhvervsuddannelsernes grundforløb er interessen på samme høje niveau som sidste år.

 

Spring i interesse for tekniske fag

Direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Allan Kortnum, glæder sig over, at især området for de tekniske fag oplever fremgang. Her har 190 søgt ind mod 166 sidste år. Grundforløb 1 giver eleverne en bred introduktion til erhvervsuddannelserne inden for en fagretning, der passer til ens interesser.

"Efter et år med aflysninger af brobygning, åbent hus og andre muligheder for at vise erhvervsuddannelserne frem er vi jo særligt glade, fordi det har været usikkert, hvilken betydning corona ville få," siger Allan Kortnum.

På papiret har coronakrisen heller ikke gjort det sværere at finde en læreplads. I 2020 indgik erhvervsskolen 943 uddannelsesaftaler mod 911 forrige år. Dermed kan flere komme ud på arbejdspladserne og få den eftertragtede læreplads.

"Jeg har en klar fornemmelse af, at interessen for at tage en erhvervsuddannelse vokser år for år. Udsigterne til job er allerede gode og vil kun blive endnu bedre. Samtidig er en erhvervsuddannelse en stærk grunduddannelse for dem, der har lyst til at videreuddanne sig senere. Den åbner mange døre og giver altid noget at falde tilbage på," siger Allan Kortnum. 

 

HHX er et hit

En anden af uddannelserne med den største fremgang er HHX. Samlet har 320 har meldt sig til handelsgymnasierne i Herning og Ikast efter sommerferien, hvilket er 20 procent flere end de 264, som søgte ind sidste år.

Fremgangen er godt nyt for HHX, men også et tegn på en positiv tendens i samfundet, mener rektor for Herningsholms erhvervsgymnasiale uddannelser i Herning og Ikast, Marie Lund.

"Man kan sige meget dårligt om corona, men pandemien har øget vores opmærksomhed på, hvad der sker omkring os. Med en HHX får du en konkret forståelse af verden, samtidig med at du får en bred samfundsfaglig uddannelse at bygge videre på," siger Marie Lund og uddyber:

"HHX er mere end bare en studentereksamen. Det er den brede ungdomsuddannelse, der giver utrolig mange muligheder, hvis man interesserer sig for samfundsforhold, økonomi, jura og sprog." 

 

Landbrugsskole tæt på en fordobling

På grundforløbet til uddannelsen som landmand er interessen også stigende. Her er tilmeldingerne tæt på fordoblet sammenlignet med sidste år. Til stor lettelse for uddannelsesleder Jeppe Bomann.

"Hvor er det fedt, at unge mennesker igen vælger os til. Vi arbejder dagligt på at blive bedre til at uddanne landmænd til dansk landbrug. Agroskolens medarbejdere har lagt mange kræfter i at få knækket den nedadgående kurve og samtidig gjort op med fordomme om landbrugsuddannelsen," siger Jeppe Bomann.

Siden fusioneringen med Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i 2018 har alle ressourcer på Agroskolen i Hammerum været brugt på at sikre høj kvalitet på landbrugsuddannelsen og ikke mindst tid til at opbygge gode relationer med eleverne og landbruget. Landbruget har kvitteret med et stort antal lærepladser, mens elever til at besætte dem indtil nu har manglet.

"Det har været afgørende, at Agroskolen har bevaret sin særlige DNA som landbrugsskole. Vi kan heldigvis se, at indsatsen virker, og at det er muligt at drive en landbrugsskole som en del af en kombinationsskole. Det vidner vores elevtilfredshed om, og nu begynder det opsøgende arbejde også at bære frugt," siger Jeppe Bomann.