Fusionsreception

Torsdag den 21. juni blev fusionen mellem Agroskolen og Herningsholm Erhvervsskole officielt markeret med reception og taler på Agroskolen i Hammerum

Der var en frisk vestenvind, men også sol over grønne sletter på dagen, hvor den officielle markering af sammenslutningen mellem Agroskolen og Herningsholm Erhvervsskole fandt sted.

Der var koldt i glasset, men mildt og hyggeligt i rummet. Og de gode relationer og det konstruktive samarbejde mellem de to skoler i løbet af fusionsprocessen var noget alle tre af dagens talere fæstnede sig ved.

Talerne var henholdsvis afgående formand for Agroskolens bestyrelse, Anders Mejdahl, direktør for Herningsholm Erhvervsskole, Allan Kortnum og konstitueret forstander på Agroskolen, Michelle Stærk.

Givende samarbejde og nye muligheder

Anders Mejdahl bevægede sig i sin tale tilbage i historien til begyndelsen på Hammerum Landbrugsskole i 1930erne, hvor både landbrugsuddannelsen og husholdningsskolen holdt til på matriklen og op til i dag, hvor et faldende elevtal udgør en udfordring, som bestyrelsen bedst så løst ved, at skolen indgik i en fusion med Herningsholm Erhvervsskole.

Anders Mejdahl udtrykte slutteligt håb og tro på, at med fusionen vil der også i fremtiden blive uddannet landbrugselever og dermed væsentlige kulturbærere her på egnen.

Allan Kortnum takkede i sin tale også for godt samarbejde og fremhævede, hvorfor en fusionen var det rigtige valg for begge parter.

-Der er meget, der forbinder Agroskolen og Herningsholm. Begge er vi tandhjul i det store maskineri, der skal understøtte, at vi også fremadrettet har et godt erhvervsliv i Midt-og Vestjylland og uddanner til nogle gode jobs og selvstændige karrierer. 

-Der er som aldrig før behov for veluddannede inde for hele erhvervsuddannelsesområdet, og ikke mindst i landbrugserhvervet. Det bliver en topprioitet for os i fællesskab at løfte denne udfordring både som én skole, men også i god dialog med lokale kommuner i det midt-og vestjyske. Det bliver spændende at tage fat på.

Men, understregede Allan Kortnum 

-Det er først nu, det virkelige arbejde begynder. 

Konstitueret forstander for Agroskolen, Michelle Stærk, fremhævede i sin tale det fordelen ved at have en stor organisation i ryggen, hvilket allerede har vist sig i skikkelse af den nye lederuddannelse, Flex Agrar, og samarbejdet omkring arrangementer for grundskoler.

Indbydende pindemadder og Danmark nu blunder den lyse nat af Thøger Larsen satte tonerne til en festlig markering af dagen.