Den næste måneds tid bliver travl for den dygtige Herningsholm-murer, der hjemvendt fra de engelske mesterskaber, nu på skift må indfinde sig i murerværkstedet og i eksamenslokalet.
-Der er rigeligt at se til. Jeg skal mure om morgenen, gå til eksamen og så mure igen bagefter, fortæller Jens Peter Vestergaard og tilføjer:
-Det bliver dejligt, når eksamenerne er overstået, og jeg fuldt ud kan koncentrere mig om at mure VM-opgaverne.
Brasilianske muresten
Når VM i Skills for murere fløjtes i gang, vil murestenene ikke være de velkendte danske, men derimod værtsnationens egne som er både større og tungere end de danske. Derfor øver Jens Peter Vestergaard sig med tyske muresten, der er skåret således til, at de har samme format som de brasilianske.
-Det vigtigste er at blive færdig til tiden, at murværket er i lod, og så betyder udseendet mindre, siger Jens Peter.
Derfor skal hastigheden skrues en tand op, og det skal den pertentlige murer lige vende sig til.
Solid opbakning
Når Jens Peter drager til Brasilien for at kæmpe for de rød-hvide farver, kommer han ikke til at stå alene, for ud over de andre landsholdsdeltagere vil også hans moder, søster, kæreste samt en tidligere nabo være der til at give ham den fulde opbakning.
-Det er nok ikke meget, jeg kommer til at se dem. Men det er dejligt at vide, at de står der, siger han.
De traditionelt stærke nationer inden for murerfaget er, ud over Danmark, Tyskland og England. Men i år har også Australien og Sydkorea nogle rigtig skrappe deltagere med.
-Jeg har høje forventninger, og jeg tager derover for at give den en skalle. Men man ved aldrig, hvem man er oppe i mod. I nogle lande i Asien bliver vinderen lovet livslang pension, og landstræneren får en ekstra årsløn, hvis de vinder, fortæller Jens Peter Vestergaard og runder af:
-Hvis jeg står derover og er tilfreds, så er der bare sådan, det er.
World skills løber af stablen fra den 11. til den 16. august 2015 i Latinamerikas industrielle centrum, den enorme storby, Sao Paulo.