GF1-eleverne på erhvervsuddannelserne har gennem fagretningschallenge brugt de første to uger af deres grundforløb på at stifte bekendtskab med de forskellige fagretninger, de kan vælge på Grundforløb 1. Som kulmination på konkurrencen skulle de tre bedste hold selvfølgelig kåres ved afslutningen.
- I har været rundt til mange forskellige opgaver, og vi kan se på resultaterne, at I er gået til den. Så vi vil sige tak for de første 14 dage, sagde GF1-koordinator Jesper Steen Nielsen til eleverne.
Det blev til en kneben sejr til eleverne på Bygge og bo hold y, som vandt med ét point foran Energi og komfortløsninger. Tredjepladsen gik til Handel, event og mediegrafik. De tre bedste hold fik overrakt præmier i form af blandt andet fodbolde, kæmpe yatzy og tennisbolde, som kan bruges til fællesaktiviteter på holdene.
I løbet af de første to uger bliver eleverne introduceret til de forskellige fagretninger, og herefter skal de vælge den fagretning, de ønsker at bruge de resterende 18 uger af Grundforløb 1 på. På fagretningerne kommer eleverne til at snuse til de uddannelser og fag, der er koblet til den valgte fagretning.