Dagen bød blandt andet på spændende workshops og rundvisning på de forskellige uddannelser. Pigerne besøgte både industriteknik-, frisør-, snedker-, smed-, og tandklinikassistentuddannelsen. På workshoppen hos industriteknikerne fik pigerne et indblik i, hvordan 3D-printerne bliver udnyttet i industrien. De fik lov til at se 3D-printerne helt tæt på og røre ved nogle af de emner, som elever på uddannelsen har lavet. På workshoppen hos tandklinikassistenterne skulle pigerne måle PH-værdien i sodavand, energidrik og andre læskende drikke og finde ud af, hvad disse drikkevarer gør ved deres mund. Inde på tandklinikken blev pigerne klogere på bakterier. Ved hjælp af ultravioletlys fik pigerne mulighed for ved selvsyn at se, hvordan bakterierne bliver siddende på hænderne efter en almindelig håndvask.
Efterfølgende mødte pigerne to kvindelige elever fra hhv. tandklinikassistent- og industriteknikeruddannelsen, der fortalte om, hvad man beskæftiger sig med i deres fag.
Girls’ Day in Science er Tektankens landsdækkende kampagnedag, der sætter fokus på, at flere piger skal få lyst til at vælge en it-faglig, teknologisk eller naturvidenskabelig retning i deres uddannelses- og karrierevalg.