Gymnasieelever besøger Bæredygtig Herning

Grønne polstrede sofaer og bløde lænestole dannede halvcirkler foran en lille scene i de højloftede lokaler, da 61 morgenfriske gæster mødte op til morgenevent hos Bæredygtig Herning. På scenen brændte en virtuel pejs, og en summen af snak bredte sig sammen med duften af kaffe og croissanter, imens gæsterne langsomt fyldte sofarækkerne op.

 

Alle kan bidrage til bæredygtighed

For de fremmødte gæster startede morgenen med første runde af Bæredygtig Hernings nye række af events, "Fireside Talk", som en torsdag i marts bød på en snak om indre og ydre bæredygtighed sammen med designer Søren Vester, der er kendt fra tv-programmer som "I hus til halsen" og "Søren Vesters have".

Han mener, det er lige så vigtigt, at man har fokus på indre bæredygtighed, det vil sige det mentale og fysiske helbred, som det er, at vi alle sammen skal bidrage til den ydre omstilling af samfundet. For uden indre overskud kan man ikke rumme at skabe forandringer omkring sig.

 

Men den bæredygtige omstilling handler også i høj grad om, at vi alle sammen skal bidrage med det, vi kan – i de lokale kontekster, vi indgår i.

"Man skal gøre det, man er allerbedst til, der hvor man er. Vi kan alle sammen bidrage. Og nogle gange handler bæredygtighed om de små valg, vi alle sammen kan tage i hverdagen. Vi kan kigge på rengøringsmidler og finde noget med færre kemikalier, vi kan købe genbrugstøj og overveje: 'SKAL jeg komme i en ny kjole hver gang?'. Hvis alle begynder at tænke over de små valg, så kan der altså ske store forandringer," siger Søren Vester.

 

HHX-elever fik inspiration med hjem

Blandt deltagerne var elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium, som går på HHX og linjen "People, planet, profit", hvor undervisningen har et særligt fokus på bæredygtighed.

Line Mejer, som er underviser på Herningsholm HHX, havde sine elever med til morgeneventet og kunne tage god inspiration med hjem til undervisningen.

"I vores fag har vi bl.a. fokus på, hvordan virksomheder kan blive mere bæredygtige, og hvordan vi kan kommunikere om bæredygtighed. Vi har deltaget til Fireside Talk hos Bæredygtig Herning i dag for at få noget inspiration til den daglige undervisning," siger Line Mejer og tilføjer, at eleverne har taget rigtig godt imod tiltaget fra Bæredygtig Herning.

"De syntes, det var rigtig sjovt og dejligt at få noget inspiration med tilbage til deres dagligdag," siger hun.

Ifølge Søren Vester er det også vigtigt at have de unge med i samtalen om, hvordan vi skaber en bæredygtig udvikling af vores samfund.

"Nu har vi en ny verdensorden, og heldigvis har vi en masse unge mennesker, der ved meget mere om klima og biodiversitet, end vi har gjort tidligere. Det er simpelthen så fedt at se, at der er så mange unge, der er mødt op i dag, og det er jo også jer, der i høj grad kommer til at skabe udviklingen fremover," siger Søren Vester.