Gymnasium med fokus på nutid og fremtid

På Handelsgymnasiet Ikast-Brande arbejder eleverne med nutidige problemstillinger

Til sommer træder en ny gymnasiereform i kraft, og den melder Handelsgymnasiet Ikast-Brande sig helt klar til.

- Den nye gymnasiereform lægger op til, at vi skal have et erhvervsrettet dannelsesperspektiv, øget fokus på talentarbejde, virkelige cases, projekter og innovation. Det gør vi allerede. Vi kører nu på tredje år med mentorvirksomheder, hvor hver klasse er tilknyttet en virksomhed, og innovation har længe været del af vores DNA, siger uddannelseschef Erik Sidenius.

Eleverne på Handelsgymnasiet Ikast-Brande arbejder med konkrete, relevante og virkelige problemstillinger ude i virksomhederne. Og virksomhederne giver direkte feedback til elevernes arbejde. 

- Det betyder, at vores elever får fingrene ned i dejen og får afprøvet teorierne i praksis, og det gør, at læringen optimeres, siger uddannelseschef Erik Sidenius. 

Jura og psykologi

Som noget nyt kan eleverne fra august vælge erhvervsjura og psykologi på B-niveau, hvilket åbner nye muligheder for eleverne i deres fremtidige valg af uddannelse.

Til efteråret bliver der to nye studieretninger at vælge mellem på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, en tre-sproglig og en samfundsfaglig studieretning. 

- Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor vi ikke har samfundsfag på A-niveau på Handelsgymnasiet. Det har vi. Hos os hedder det bare International Økonomi A, som er studieretningsfag i tre af vores seks studieretninger, siger Erik Sidenius. 

Tilpas størrelse og trygt gymnasieliv

I første omgang skal de nye elever ikke vælge studieretning. Det gør de først i slutningen af grundforløbet, der varer tre måneder. Og der bliver taget hånd om den enkelte elev, så det rigtige valg af studieretning bliver truffet.

- Vi har altid gjort meget ud af at tage godt imod eleverne, så de får en god og tryg start hos os, hvilket den nye reform også lægger op til, siger Erik Sidenius.

I det hele taget er tryghed et nøgleord på Handelsgymnasiet Ikast-Brande.

- Vi har en tilpas størrelse i forhold til vores værdier. Der er kort afstand mellem lærere og elever, og eleverne kender hinanden på tværs af klasser og årgange, siger Erik Sidenius.