En læreplads, der både giver udfordringer og integrerer en ung elev i fællesskabet. Det er nogle af de kvaliteter, der gør H2 Logic til Årets Læreplads i Herningsholm Erhvervsskoles dækningsområde.
- Herningsholm Erhvervsskole har 1630 elever med en uddannelsesaftale, og vi har fået 13 indstillinger til Årets Læreplads. Der skal noget til at indstille sin læreplads, og alene det at I er indstillet, kan I være rigtigt stolte af. Her er der en virksomhed, der har formået at give en elev en bred uddannelse og taget ansvar i en periode, hvor Maria var syg, og der er nogle kollegaer, der har været gode til at tage i mod en ung elev, sagde uddannelses- og vejledningschef Nils Hedegaard blandt andet i sin tale til H2 Logic, der i dagens anledning havde samlet alle medarbejdere til kaffe og rundstykker.
- Det er altid dejligt at få en pris, og det er ekstra dejligt, når det er en medarbejder, der indstiller en. At få sådan en pris kræver ikke kun en god arbejdsplads. Det kræver også en god elev. Det er ligeså meget Marias fortjeneste. Hun har haft en evne til at ville mere, og hun har vist, at hun kan, sagde uddannelsesansvarlig Jesper Boisen.
Også direktør Jacob Krogsgaard holdt takketale.
- Tak til Herningsholm for de fine ord. Og ikke mindst tak til Maria for at have indstillet os til denne her pris og til alle I andre. Vi gør en forskel her på stedet på grund af vores holdånd. Vi er travle og ambitiøse, men vi skal aldrig have for travlt til at passe på hinanden, sagde Jacob Krogsgaard.