Håreksperten Struer er Årets læreplads

Fredag den 2. november blev Årets læreplads I Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers dækningsområde kåret

Prisen som Årets læreplads gik denne gang til Håreksperten i Struer på baggrund af en indstilling fra frisørelev Katrine Odgaard. I sin indstilling skrev Katrine Odgaard blandt andet:

Min mester er fantastisk dygtig til at fokusere på mig og min uddannelse. Hun giver mig som elev plads til at udfolde mig, og samtidig giver hun mig plads og tid til at forberede mig til mine skoleophold. Og så har jeg oven i købet de bedste kollegaer. De får det bedste ud af mig fordi jeg føler jeg får det bedste af dem. Og så har jeg oven i købet de bedste kollegaer. De får det bedste ud af mig fordi jeg føler jeg får det bedste af dem.

For Katrine var der heller ingen tvivl om, at hun skulle indstille sin læreplads.

- Hvis man føler, man har den bedste læreplads, så skal man da indstille den, sagde hun.

 

Pavestolt mester

Det var uddannelseschef Brian Willadsen fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, der stod for tale og overrækkelse af diplom.

-  Jeres elev Katrine Odgaard har valgt, at indstille Jer til Årets Læreplads 2018. Det er noget, I kan være stolte af. For at man som elev vælger at indstille sin læreplads til årets bedste, så skal lærepladsen have gjort noget ud over det sædvanlige. Det synes Katrine, at I har gjort, og det mener et enigt dommerpanel på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier også, sagde Brian Willadsen.

Det var en meget stolt mester Susanne Gravsen, der modtog diplom, titel og gave.

- Det betyder rigtigt meget, og jeg er pavestolt af titlen og af mine dygtige medarbejdere, sagde hun.

 

 

I betingelserne for at indstille sin læreplads til Årets Læreplads, skal lærepladsen opfylde fire kriterier: 

• Du trives socialt og har gode arbejdsforhold 

• Du bliver respekteret både for dit arbejde og som menneske 

• Du får udfordrende arbejdsopgaver 

• Din læreplads har gjort noget særligt for dig