Herningsholm bliver Videncenter for automation og robotteknologi

Det nye videncenter inden for automation og robotteknologi vil være i drift primo 2018

Herningsholm Erhvervsskole, Syddansk Erhvervsskole og EUC Syd er netop udpeget af Undervisningsministeriet til at etablere et nationalt videncenter for automation og robotteknologi. Videncentret kræver investeringer i højt specialiseret udstyr for 20 mio. kr., og den store teknologiske satsning vil betyde, at det lokale erhvervsliv omkring de tre uddannelsesinstitutioner bliver inddraget i en række nye aktiviteter inden for robotter og automation. 

- Vi er rigtigt glade for, at vi får yderligere mulighed for og muskler til at gøre vores elever og kursister endnu dygtigere. Vi kan med videncentret i højere grad arbejde på tværs imellem samarbejdsparterne og dele viden om den nyeste teknologi på området til gavn for hele Midt- og Vestjylland, siger direktør for Herningsholm Erhvervsskole, Allan Kortnum.

Videncentret i drift fra 2018 

De tre uddannelsesinstitutioner Herningsholm Erhvervsskole, Syddansk Erhvervsskole og EUC Syd er gået sammen i et konsortium og er nu ét af de videncentre, det politisk er besluttet at etablere inden for erhvervsuddannelsesområdet. Det nye videncenter inden for automation og robotteknologi vil være i drift primo 2018. 

FAKTA 

VIDENCENTER FOR AUTOMATIK OG ROBOTTEKNOLOGIS OPGAVE ER AT: 

• Levere både højt specialiseret udstyr og specialister 

• Indkøbe og vedligeholde højt specialiseret udstyr og løbende vurdere behov for investering i udstyr 

• Uddanne unge inden for automatikteknik og proces, industriteknik, smed, skibsmontør, elektriker, værktøjsuddannelse og CNC-teknikeruddannelse 

• Gennemføre talentudvikling på specialer med talentspor

• Oprette faglærernetværk for erhvervsskolerne mellem videncentret og samarbejdsskoler 

• Integrere ny teknologi i undervisningen med henblik på at kombinere teknologi og læring 

• Tilbyde træningscamps forud for konkurrencer som SKILLS – et tilbud til alle skoler i Danmark

• Talentudvikling ved at udvikle og afprøve nye former for samarbejde mellem erhvervsskoler, virksomheder og videregående uddannelsesinstitutioner. 

FAKTA 

KONSORTIET BESTÅR AF TRE UDDANNELSESINSTITUTIONER MED HVER SIN PROFIL 

Videncentret vil være i drift fra primo 2018, og de tre skoler bringer forskellige investeringer og netværk ind i videncentret: - Syddansk Erhvervsskole samarbejder med et stort netværk af robot- og automationsvirksomheder samt videnmiljøer inden for robotteknologi. 

Herningsholm Erhvervsskole er landets førende erhvervsskole inden for industriteknik og har investeret i CNC-styrede drejebænke med laderobotter og avancerede 3D printere. 

Syddansk Erhvervsskole har opgraderet industriuddannelserne med drejebænke, fræsere og robotter. Investeringerne det sidste år omfatter bl.a. VR briller, sorteringsanlæg med robotter fra ABB og diverse transportbånd med censorer. 

EUC Syd bidrager med spidskompetencer i programmerbar logisk styring (PLC) og har et veludbygget virksomhedsnetværk med Danfoss, Novo Nordisk og Linak. 

Alle tre skoler dyrker talentarbejdet i forbindelse med SKILLS-konkurrencer. Ved DM i SKILLS i 2017 fik de tre skoler 4 guldmedaljer på de fagområder, som hører ind under videncentret. Herudover deltager Syddansk Erhvervsskole med en industriteknikerelev til WorldSkills i Abu Dhabi i oktober 2017.