HHX-elever tager 1. pladsen i European Business Games 2016

Torsdag den 28. april kunne andenårseleverne Esben Ringvie Korsholm, Alexander Hauge og Torben Tucek Kjær fra Herningsholm Erhvervsgymnasium juble, da de blev kåret som danmarksmestre i European Business Games 2016 og modtog 1. præmien på 25.000 kr.

De tre elever har de seneste otte måneder knoklet med budgetter, markedsundersøgelser og forretningsplaner for at blive klar til European Business Games, der er en europæisk iværksætterkonkurrence for unge på HHX og STX. Formålet er at etablere den bedste fiktive virksomhed. 

Esben Ringvie Korsholm, Alexander Hauge og Torben Tucek Kjær står bag den fiktive forretning Park&Profit, der fokuserer på at mindske ressourcespild og optimere udnyttelsen af biler. Det kan ifølge teamet gøres ved at give ferierejsende mulighed for at tjene penge ved at leje deres bil ud i lufthavnen.

En win-win ide

Den ide var dommerne helt vilde med.

- Det er virkelig godt, at gruppen ser de simple problemer i hverdagen, og så laver forretning på dem. Idéen har markedsudvidelsespotentiale og et stort internationalt perspektiv. Det er flot udtænkt at kombinere to pains: at skulle betale for parkering og at skulle betale en ellers høj pris for billeje. Samtidig er det deleøkonomi – og til sammen giver det en win-win af en idé, udtaler dommerne i forbindelse med overrækkelse af prisen.

Måske mere end fiktiv

Men dommerne bragte mere end flotte ord til bordet. 

- Da vi havde fået overrakt prisen, kom flere af dommerne over til os og tilbød os videre kontakt til mulige investorer. De syntes, at vores ide var så god, at den ikke må falde til jorden. Det var så fedt efter alt det hårde arbejde, vi har lagt i projektet, udtaler Torben Tucek Kjær på vegne af gruppen.

Efter en øl og en god snak er teamet kommet tættere på, hvordan fremtiden ser ud for Park&Profit.

- Vi kunne jo bare dele pengene og så stoppe her – men vi er blevet bidt af det. Det er som et iværksættereventyr. Hvis vi lander nogle investoraftaler, så er vi en virksomhed om kort tid, siger Torben.

Mere end 1800 elever fra landets gymnasier har deltaget i årets konkurrence, hvor finalen holdes af Finansrådet.