HHX-elever underviste i kommunalpolitik

Som optakt til kommunalvalget lagde godt 60 folkeskoleelever vejen forbi Handelsgymnasiet Ikast-Brande for at stille spørgsmål til den politiske udvikling af Ikast-Brande Kommune

Onsdag den 8. november stod 16 HHX-elever klar til at tage imod 9. klasseeleverne fra Hyldgaardskolen, Nørre Snede Skole og Uhre Friskole. For en dag var det nemlig HHX-eleverne, der stod i spidsen for undervisningen, da arrangementet Going Politics løb af stablen.

- Eleverne har haft et langt forløb om den kommunale politik i Ikast-Brande Kommune. Vi har blandt andet kigget på byrådets sammensætning, partiernes holdninger og hvordan det nuværende budget er sammensat, forklarede Mads Møldrup, der underviser i samfundsfag.

Politiske guider

Som afslutning på forløbet tog HHX-eleverne onsdag lærer-kasketten på og styrede de besøgende folkeskoleelever gennem dagens workshops.

- Man kan sige, at vi er eksperter på det her område, og så skal vi dele vores viden ud til eleverne. Til i dag har vi udviklet et arbejdsark, som vi har brugt til at sætte nogle tanker og diskussioner i gang, sagde Emil Vestergaard Andersen fra 2.q.

I løbet af formiddagens workshops diskuterede eleverne, hvordan kommunens midler anvendes, og hvordan kommunen kunne blive den bedste af bo og leve i. Diskussionerne affødte en række spørgsmål, som folkeskoleeleverne fik mulighed for at stille ved en afsluttende paneldebat mellem fire lokale kandidater.

Stemmen må vente

Efter nogle veloverståede workshops kunne et par af de unge undervisere gøre status.

- Det har været en anderledes måde at have undervisning på. Det har været fedt at køre det som gruppearbejde og have en dialog om noget, som påvirker eleverne i deres hverdag, sagde Philip Illum Klint fra 2.q.

- Det har været spændende og lærerigt at prøve at undervise. Det har også givet os et indblik i lærernes arbejde, mente Emil Vestergaard Andersen.

De to politiske eksperter er dog begge under 18 år, så de får ikke lov til at komme i stemmeboksen den 21. november. Men de er enige om, at det politiske undervisningsforløb ikke har været spildt.

- Jeg har da læst en del mere om partierne og deres mærkesager, end jeg ellers ville have gjort. Så jeg er bedre stillet, når jeg må stemme, sagde Philip Illum Klint.

I øvrigt er de begge helt sikre på, at de skal stemme, når de krydser aldersgrænsen.

Going Politics er arrangeret i samarbejde med Ikast-Brande Gymnasium som optakt til kommunalvalget. De ældste elever i Ikast-Brande Kommune får også ved dette kommunalvalg mulighed for at give deres mening til kende ved et forudgående ungdomsvalg den 13. november.

I paneldebatten deltog Yildiz Kibar (Socialdemokratiet), Trine Meldgaard Kristensen (Dansk Folkeparti), Steffen Klitgaard (Venstre) og Annette Mosegaard (Konservative).