HHX-elever var dommere for en dag

Elever fra Handelsgymnasiet Ikast-Brande havde onsdag den 25. oktober en lidt utraditionel rolle, da de fandt dommer-brillerne frem over for deltagerne i årets Projekt Edison-konkurrence

I Ikast var 34 HHX-elever klar til at tage imod de godt 300 elever fra Ikast-Brande Kommunes 6. og 7. klasser, som mødte ind til lokalfinalen for at fremvise deres projekt i opfinderkonkurrencen Projekt Edison.

Grundskoleeleverne har i ugerne op til den lokale messe udviklet løsningsforslag inden for temaet ”Vand – på godt og ondt”. På selve messen pitchede grupperne deres idé for op til fire dommerpar, inden de 10 bedste hold blev kåret.

Lad de unge mødes

Ikast-Brande og Herning Kommuner har igen i år valgt at samarbejde med Herningsholm Erhvervsgymnasium i både Ikast og Herning om at afholde lokalefinalerne, og det er der en helt særlig grund til.

- Vi kan godt lide samarbejder mellem grundskolerne og ungdomsuddannelserne som HHX, hvor eleverne oplever den her ung til barn-kontakt. Man kan kalde det en slags tidlig brobygning. Grundskoleeleverne får mødt ungdomsuddannelserne, og nogle vil nok kunne huske, at man arbejder med innovation på HHX, forklarede Lisbeth Mouritzen, der er konsulent for skoleafdelingen i Ikast-Brande Kommune.

Hun mente desuden, at der også er fordele i det for eleverne på HHX.

- De studerende får trænet det med at være dommere. Det kan hjælpe dem, når de selv skal være på den anden side som deltagere i deres innovationskonkurrencer, sagde Lisbeth Mouritzen.

Mere end bare votering

Martin Fisker og Khai Ly fra 2.p. var et af de dommerpar, der ved messen diskuterede gruppernes idéer og gav point for faktorer som processen, nyudviklingen og realiseringen af idéen.

- Jeg synes, at det er sjovt at være med som dommer, og vi har jo selv prøvet at stå i deres situation. Vi kan bruge det til at se konkurrencen fra dommernes side og få lidt indblik i, hvordan de kan finde på at stille spørgsmål, når vi selv er ude i konkurrencer, sagde Martin Fisker om dommerrollen.

- Vi kan også lære lidt af grupperne, når de for eksempel gør noget forkert, så vi ikke laver de samme fejl, supplerede klassekammeraten Khai Ly.

Onsdag den 25. oktober afholdt Ikast-Brande Kommune lokalfinale i Projekt Edison på Handelsgymnasiet Ikast-Brande og Remisen i Brande. Fredag den 27. oktober holder Herning Kommune lokalfinale på HHX Herning. Også her er HHX-elever med som dommere. 
De bedste hold fra hver kommune mødes i den nationale finale den 16. november i Fredericia.