HHX'ere redesigner emballage til erhvervscase

Liva Jensen, Stine Elkjær, Simon Luke og Simon Nielsen fra 3C på er udvalgt til at repræsentere Herningsholm Erhvervsgymnasium i de regionale mesterskaber i DM i erhvervscase 2016

De seneste par uger har frysere, is og markedsføring fyldt meget for Liva Jensen, Stine Elkjær, Simon Luke og Simon Nielsen. Deres ide er nemlig blevet udvalgt til de regionale mesterskaber i DM i erhvervscase 2016.

- I erhvervscasen har vi arbejdet med Hansen Flødeis. Vi skulle finde forskellige problemstillinger ved virksomheden og så komme med løsningsforslag til dem, siger Liva Jensen om opgaven.

- Man kan sige, at de gælder om at finde den bedste ide og så sælge den for dommerne, supplerer Simon Luke.

Sales promotion med nyt design

Firkløveret har valgt at kigge på, hvordan Hansen Flødeis præsenterer deres is over for kunderne.

- Vi synes ikke, at produkternes emballage lever op til deres høje kvalitet, så vi har valgt at fokusere på sales promotion af deres is. Derfor har vi redesignet selve emballagen og kommer med forslag til, hvordan man kan forbedre præsentationen af isen i butikkerne, siger Simon Nielsen.

De fire unge har arbejdet intenst med konkurrencen de seneste par uger og er spændte på, hvordan dommerne modtager deres ide.

- Man ved jo ikke noget om, hvordan de andres ideer er. Men vi vil da gerne vinde, siger Stine Elkjær.

Når de regionale mesterskaber løber af stablen den 6. september, er gruppen oppe mod otte andre HHX-grupper. Alle får de en stand og skal præsentere deres ide for et dommerpanel. De tre bedste ideer bliver vist for alle på scenen, før vinderen kåres. Vinderideen går videre til finalen den 28. september i Vejle.