Anders Nygaard, Frederik Mølbak, Kristian Dahl og Andreas Foldager er med deres idé om e-handel gået videre til DM-finalen i Erhvervscase. Her skal de afgøres, hvem af de seks hold, der har den bedste idé til, hvordan Rema 1000 kan styrke sin position på markedet.
- Vi har lavet en analyse af købsadfærd for discountbranchen. Vi kan se, at e-handel bliver spået en lys fremtid, så det synes vi var mest relevant at arbejde videre med, siger Andreas Foldager.
Analysen gav gruppen idéen om, at Rema 1000 kan implementere e-handel i deres app iRema. Her skal kunden kunne bestille varer og sende ordrer direkte til en bestemt købmand, som pakker varerne og gør dem klar til afhentning. Denne funktion kan også udvides til at hjælpe samfundsgrupper, som ikke selv kan handle ind. Her vil en social- og sundhedshjælper eksempelvis kunne bestille varer for en ældre borger og får dem leveret.
Gruppen har inden sommerferien lavet en rapport på cirka 50 sider, og ud fra den blev de udvalgt til at gå videre til de regionale mesterskaber, som blev afholdt 3 forskellige steder i landet med 14 hold hvert sted. Fra hvert sted gik to hold videre til finalen.
Finalen foregår torsdag den 5. september, hvor finalisterne skal fremlægge deres idéer. Vinderen findes kl. 12. Førstepræmien er en iPad til hver deltager.
Finalisterne i DM i Erhvervscase 2013
- Herningsholm Erhvervsskole
- Frederikshavn Handelsskole
- Aarhus Købmandsskole, Handelsgymnasiet
- Handelsskolen Silkeborg
- Zealand Business College
- Handelsskolen København Nord