HTX-elev med styr på aktier

Niklas Pedersen fra 2y på Herningsholm Erhvervsgymnasium blev en overbevisende vinder af Nasdaq og Sydbanks aktiespil ved at få 1 million fiktive kroner til at vokse til imponerende 1.196.276 kroner i løbet af otte uger

Indblik i den finansielle verden

Herningsholm Erhvervsgymnasium deltog i år for anden gang i Nasdaq og Sydbanks aktiespil. Det skete i forlængelse af forløbet Vild med investering, der er et tilbud til alle skolens gymnasieelever om at få større indblik i investeringsverdenen. 

Noget overraskende skulle vinderen denne gang ikke findes blandt de ellers mere handelsvante HHX’ere, men i stedet hos de mere teknisk orienterede HTX’ere. Det blev nemlig Niklas Pedersen fra 2y, der løb med sejren.

-Det, at det var en HTX’er og ikke en HHX’er, der vandt, det har vi da lavet meget sjov med, fortæller Niklas med et smørret grin.

Egentlig var det klassekammeraterne, der i første omgang fik Niklas med på at deltage i aktiespillet.

-Og så tænkte jeg, det kunne være en sjov måde at lære børsen og aktiemarkedet bedre at kende på, da jeg også gerne en gang i fremtiden selv vil investere, fortæller han.

Imponerende resultat 

Efter resultatet i aktiespillet at dømme har Niklas ganske gode kort på hånden.

-Det er imponerende. Niklas har i den periode, som spillet løb over, slået markedet og fået sine investeringer til at vokse med 19,7 procent, fortæller adjunkt og tovholder på Vild med investering, Morten Harde Clausen.

Han opsummerer her nogle af de forudsætninger, han mener skal til, for at man kan klare sig godt på det finansielle marked:

- Man skal have interessen for hele tiden at holde sig opdateret i den finansielle verden, man skal have viden om, hvordan denne hænger sammen, og så skal man have heldet med sig og have gjort op med sig selv, hvad man er parat til at tabe, skulle investeringen slå fejl.

Is i maven på et hedt aktiemarked

Niklas, hvis interesse for aktiemarkedet første gang blev vakt af en aktieinteresseret samfundslærer, han havde i folkeskolen, erklærer sig enig, men han tilføjer dog yderligere ét element:

-Jeg oplevede, at man skal have is i maven og passe på med at sælge sine aktier, bare fordi de begynder at falde i kurs. Jeg oplevede nemlig ofte, at mine aktier hurtigt steg igen. 

Niklas blev på behørig vis hyldet på gymnasiets morgensamling, som vinder af aktiespillet og belønnet med biografbilletter samt diplom for sit flotte resultat. 

Vild med investering samt aktiespillet er en tilbagevenden begivenhed på Herningsholm Erhvervsgymnasium, der næste gang vil løbe af stablen til efteråret.