HTX-piger til tops i IDA Science Cup

Tre HTX-piger fejede al konkurrence af banen ved IDA Science Cup 2017, da de med deres opfindelse BioBall sikrede sig både førstepladsen i konkurrencen og den Internationale Pris

Dorthe Askjær Jensen, Emma Märcher Rasmussen og Ida Stampe Frederiksen fra 2X på HTX Herning fik hænderne fyldt op med diplomer ved finalen i IDA Science Cup onsdag den 10. maj i København. Her stak de nemlig af med både konkurrencens førsteplads og The International Prize.

- Det var helt vildt. Der var hård konkurrence, og de andre hold havde gode produkter med. Så vi havde ikke turde forvente, at vi kunne vinde, sagde Ida Stampe Frederiksen efter sejren.

- Det var Søren Pind, der overrakte prisen, men jeg kan slet ikke huske noget af det, han sagde. Jeg tror, at adrenalin og nervøsitet fyldte det hele, fortsatte hun.

Målet er renere vand

Baggrunden for succesen er en lille bold til tankene på rensningsanlæg. Inde i bolden er en svampekultur, der kan bekæmpe hormonforstyrrende stoffer i drikkevand. Gruppen har hele vejen fået god respons på deres ide, så den bliver ikke begravet, selv om konkurrencen er slut.

- Vi vil forsøge at sælge idéen til en af de store spillere på markedet. Det er en meget specialiseret branche, hvor der egentlig kun er én konkurrent, så vi synes ikke, at det giver mening at prøve at konkurrere med dem. Men vi vil gerne se, om de kan bruges vores tanker til noget. Det ville jo være helt fantastisk, forklarer Ida Stampe Frederiksen.

Den unge opfinder har dog allerede fået en masse ud af at deltage i IDA Science Cup.

- Det er et kæmpe klap på skulderen. Det er fedt at få den anerkendelse og vide, at det vi har tænkt, ikke er helt hen i vejret, slutter Ida Stampe Frederiksen.

Med sejren fulgte en naturvidenskabelig studietur for gruppen og deres lærer. Derudover modtog pigerne hver et gavekort på 2000 kr. for The International Prize.

IDA Science Cup er en opfinderkonkurrence, hvor andenårselever på HTX og STX udfordres til at bruge deres naturvidenskabelige viden til at udvikle en innovativ løsning på et hverdagsproblem.

Over 900 gymnasielever var med fra starten. 425 elever deltog i semifinalerne, mens der i finalen stod 35 tilbage fordelt på 10 grupper.