HTX’ere kommer hurtigt videre

Herningsholm Erhvervsgymnasium ligger på en flot fjerdeplads blandt landets gymnasier, når det gælder om at sende elever hurtigt videre til ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser

46,7 procent af HTX’erne fra årgang 2011-2013 fra Herningsholm var allerede et år efter studentereksamen i gang med en naturvidenskabelig uddannelse eller en ingeniøruddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

- Vi oplever, at HTX er en overset uddannelse blandt de unge, men tallene taler jo deres tydelige sprog, og uddannelsen har sin fulde berettigelse. Det unikke ved HTX er, at fagkombinationen sikrer den lige vej til universiteterne, siger rektor på Herningsholm Erhvervsgymnasium Marie Lund.

Høj faglighed

Med de 46,7 procent placerer HTX Herning sig på en flot fjerdeplads på landsplan. 

- På HTX i Herning lægger vi stor vægt på høj faglighed, erhvervsrettet undervisning, udviklende fællesskaber, projektarbejde og innovation. Samtidig forsøger vi at guide vores elever på vej i deres valg af studie efter ungdomsuddannelsen – et element som har stor betydning for de unge i forhold til at ende på rette uddannelseshylde. Evner og interesser skal skabe fundamentet for elevernes fremtidige karriereforløb, siger Marie Lund.