Spændte faglærere stod klar til at modtage de to nye drejebænke med fræsefunktioner af typen Okuma LB3000EX-II, der ankom onsdag den 29. juni.
- De nye maskiner har et koordinatsystem med fire akser, så den kan kombinere forskellige teknikker. Det vil sige, at hvor vi før skulle bruge to maskiner til at gøre et emne færdigt, kan vi nu klare det med en enkelt operation i den nye drejebænk, forklarer Søren Steffensen, der er uddannelsesleder for industriteknik.
Indkøbet af maskinerne skal være med til at sikre, at afdelingen kan tilbyde eleverne undervisning, der følger med tiden.
- Uddannelsen stiller stadig større krav til maskinernes funktioner, og vi er nødt til at følge med udviklingen i produktionen og virksomhederne, så det var tid til en opgradering af maskinerne. Nu havde de gamle også kørt i mere end 30 år, siger Søren Steffensen.