Der er stor koncentration bag computerskærmene hos de tre industriteknikerelever, der i disse dage dyster i de regionale mesterskaber om at gå videre til DM i Skills. De unge håndværkere har 10,5 timer til at løse to stillede opgaver, inden afgørelsen falder fredag eftermiddag.
Deltagerne skal alle løse to forskellige opgaver. Ud fra tegninger skal de fremstille en 3D-model af et emne, som de efterfølgende skal bearbejde på henholdsvis CNC-drejebænk og CNC-fræser.
- Det er vigtigt med præcision i arbejdet. Der er rigtig mange mål, som emnerne skal overholde, siger Henrik Gustavson, der er faglærer på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.
Skills-deltagerne kommer fra Herningsholm Erhvervsskole og Syddansk Erhvervsskole i Vejle og Odense. To ud af de tre unge håndværkere går videre til DM i Skills, der afholdes den 4.-6. februar 2016 i Fredericia.