Det var en lettet og meget træt murer, der lørdag eftermiddag efter to dages hårdt arbejde kunne kalde sig for kommende VM-deltager.
- Det var bare sådan en lettelse. Det er det her, jeg har kæmpet for hele tiden. Jeg har vundet DM to gange, og det er bare så fedt, at jeg nu endelig har nået det mål om VM, jeg havde sat mig for, sagde Jacob Trærup Ahlgreen efter sejren over andenpladstageren fra DM.
I træning til WorldSkills
Selvom verdensmesterskabet for de unge håndværkere ligger otte måneder ude i fremtiden, var planerne om forberedelse allerede i gang.
- I slutningen af marts skal jeg med til det engelske mesterskab for at øve mig, og i uge 27 står den på Talentcamp på Herningsholm Erhvervsskole. Ud over det skal jeg have planlagt tre til fem ugers træning inden VM, lød det fra Jacob Trærup Ahlgreen.
20-årige Jacob Trærup Ahlgreen er uddannet fra Herningsholm Erhvervsskole i 2016 og dobbelt danmarksmester inden for murerfaget. Han kommer fra Nørre Snede, men er netop flyttet til København og begyndt at arbejde for Murerfirmaet Jensen & Jensen.
Til WorldSkills dyster deltagere fra 76 nationer om at blive verdens bedste inden for netop deres fag. De mange dygtige, unge håndværkere tørner sammen i Abu Dhabi fra den 14. til 19. oktober. Siden 2007 har Herningsholm-deltagere sikret Danmark en guldmedalje, to sølvmedaljer og en bronzemedalje inden for murerfaget ved WorldSkills. |