Den røde løber var rullet ud, og flagene var hejst, da en spritny smede- og svejseafdeling torsdag den 16. august blev indviet på Herningsholm Erhvervsskole.
Finansminister Kristian Jensen holdt tale og forestod senere den officielle åbning med to hammerslag på en ambolt.
- Det er en fantastisk dag. Det her er med til at bygge videre på den stolte tradition, vi har inden for industri. I på Herningsholm er visionære. I investerer i den nyeste viden og teknologi, så I er klar til at imødekomme de krav, som virksomhederne stiller.
Dygtige faglærte er afgørende for, at Danmark bevæger sig fremad. Herningsholm Erhvervsskole spiller en rolle for fremtidens industri og for fremtidens Danmark, sagde finansminister Kristian Jensen blandt andet i sin tale.
Flere kvinder i faget
Han blev efterfulgt på talerstolen af Kasper Palm, der er forbundssekretær hos Dansk Metal.
- Virkeligheden på smedevirksomhederne er teknologi og svejserobotter. Det stiller krav til uddannelsen. Den er nødt til at følge med, og det gør i på Herningsholm Erhvervsskole med de nye rammer, sagde Kasper Palm.
Den sidste på talerstolen var erhvervsuddannelseschef ved DI, Lone Folmer Berthelsen.
- Man skal smede, mens jernet er varmt, og det har I gjort. Tillykke med jeres nye smedeafdeling. I har skabt nogle fantastiske rammer både for de unge og for de voksne, der skal efteruddanne sig.
Smedearbejde er et af de ældste håndværk, man kender til. Det er også én af de erhvervsuddannelser, som mange kender navnet på. Men det er ikke så mange, der ved, at det i dag i langt højere grad handler om teknologi end om hammer og ambolt.
Det handler om robotteknologi, CNC-udstyr, programmering og kvalitetskontrol. En smed er heller ikke længere kun en mand. Der er heldigvis flere og flere kvinder, der vælger at blive smed, sagde Lone Folmer Berthelsen.
Rustfast kleinsmed
Efter de officielle taler var der demonstration af både svejsesimulator og svejserobot for de fremmødte gæster.
Den nye smedeafdeling på Herningsholm Erhvervsskole samler alle smede- og svejsefaciliteter i én bygning. Der er 70 svejsekabiner og 50 nye svejsemaskiner med den nyeste teknologi.
Til at supplere afdelingens laserskærer er der indkøbt en CNC-plasmaskærer. Herningsholm Erhvervsskole har derudover investeret i udstyr til polering og bearbejdning af rustfast stål og udbyder nu også specialet rustfast kleinsmed.