Koder og computer i sommerferien

Onsdag den 28. juni stod i computerens tegn, da Herningsholm Erhvervsgymnasium for første gang lagde hus til it-sommerskole

12 elever fra komunens 7.-9. klasse valgte at bruge en dag af deres sommerferie i et klasselokale foran computerskærmen med koncentreret blik og mørklagte vinduer, da HTX for første gang inviterede på it-sommerskole.

- Jeg er her, fordi jer gerne vil udvikle min viden inden for it. Jeg skal i 10. klasse efter sommerferien, men jeg satser på en fremtid inden for it, sagde Sivarushan Mahendran, der har gået i 9. klasse på Brændgårdskolen.

- Jeg syntes, at det lød som et spændende tilbud, og jeg er ret interesseret i computer og it, sagde Lasse Jonassen, der netop har afsluttet 9. klasse på Lundgårdskolen.

HTX-elever stod for undervisningen i at programmere, kode og animere, men deltagerne skulle selvfølgelig også selv have fingrene i kodningen. Det var ikke helt så nemt, som det så ud til.

- Vi har prøvet på at lave et kryds og bolle-spil, men det er lidt indviklet. Alligevel er det nu ret sjovt, sagde Lasse Jonassen med et smil.