Eleverne fra Brande skulle, bistået af SKP-elever fra Handelshuset, drive og udvikle deres egen virksomhed, hvilket også inkluderede at lave budgetter, regnskaber, lån, udbetale løn, kvitteringer og kasseopgørelse.
Herudover skulle eleverne, når de var i rollen som handlende, også agere én af de fire kundetyper: Den snaksagelige kunde, den sure kunde, den altvidende kunde eller den stille/tavse kunde. Mens de sælgendes så skulle bruge den taktik, som de havde fået præsenteret til bedst muligt at håndtere den kundetype, der nu måtte træde ind i deres butik.
Gode diskussioner
-Det har givet børnene utroligt meget at være herinde og se, hvordan der ser ud, og hvad der foregår bag facaderne i en butik. Vi har snakket om kundetyper på klassen, og det har givet nogle gode diskussioner om, hvordan man opfører sig, når man er kunde, og det har ført med sig, at eleverne er blevet mere opmærksomme på, hvordan de opfører sig i det hele taget, og så har de store elever fra Handelshuset taget sig tid til dem, det har betydet rigtig meget.
-Lige sådan har vi snakket om logoer, om hvad det er, hvad de gør ved os, og hvilke signaler de sende, fortæller Kirsten Mortensen, der er den ene af de to klasselærer for 4. årgang på Dalgasskolen.
Hendes kollega, Helle Mortensen, der også er klasselærer på 4. årgang på Dalgasskolen, tilføjer.
-Børnene har glædet sig til at komme herind og lave noget anderledes, hvor det ikke er os kendte lærere, der står for det, og hvor det ikke er helt så stramt struktureret som hjemme på klassen, hvor de her har været lidt mere på egen hånd og entreprenante et nyt sted. Desuden er de blevet bevidste om, at der er en tid efter Folkeskolen, og nu har de set Handelshuset her, og de ved, at der ligger et Erhvervsgymnasium ved siden af. Det er blevet mere konkret for dem, slutter Helle Mortensen.
Caroline Nørholm på 10 år fra 4.b på Dalgasskolen var ikke i tvivl om, hvad hun synes havde været det bedste ved dagene på Herningsholm.
-Det bedste har været at lære de store elever at kende. Men det har også været sjovt at se, hvor meget arbejde der er ved at have en butik og skulle tage sig af alle kundetyperne.
Amelie Louise Ask Hansen på 10 år var gået sammen med to klassekammerater for at skabe Simons Super Sportsbutik, der solgte sportstøj.
-Det har været spændende at komme til en stor skole, og det var super sjovt at indrette butikken og at tage imod kunderne, siger hun.
Arrangementet er en del af brobygningsprojektet mellem Ikast-Brande kommune og Herningsholm Erhvervsskole, benævnt STEM-samarbejdet (Science, Technology, Engineering, Math), der er grundsat med det formål, at flere unge fra kommunen tidligere skal få øjnene op for mulighederne i at tage en erhvervsuddannelse.