Kalenderen var ryddet for aftaler i Lemvig Tandpleje torsdag formiddag, for medarbejderne skulle holde møde – troede de. I virkeligheden skulle de overraskes med titlen som Årets læreplads 2017. Tandklinikassistentelev Sara Eriksen havde indstillet sin læreplads til titlen, men da hendes chef Marianne Blegvad fik opringningen fra Herningsholm Erhvervsskole, besluttede hun, at den gode nyhed og kåringen skulle holdes hemmelig for hele personalegruppen – også Sara.
- Kære Sara. Du spurgte, om du måtte indstille os til Årets læreplads. Det blev jeg rigtig glad og overrasket over. Men du skulle også overraskes, sagde Marianne Blegvad i sin tale til sit personale, heriblandt en meget rørt Sara.
En stor anerkendelse
Og hun var ikke den eneste, der var rørt over begivenheden.
- Jeg er ekstremt stolt af den her pris, fordi vi gerne vil gøre det godt. Jeg er stolt af mit personale, fordi de giver deres viden videre og tager hånd om de nye. Det er en meget stor anerkendelse og et tegn på, at vi har en velfungerende klinik, sagde Marianne Blegvad.
Fra Herningsholm Erhvervsskole overrakte uddannelseschef Brian Willadsen diplom, gave og tale til den vindende læreplads.
- For at man som elev vælger at indstille sin læreplads til årets bedste, så skal lærepladsen have gjort noget ud over det sædvanlige. Det synes, Sara, at I har gjort, og det mener et enigt dommerpanel på Herningsholm Erhvervsskole også, sagde Brian Willadsen fra Herningsholm Erhvervsskole.
I sin indstilling skrev Sara blandt andet:
Alle mine kolleger er det bedste eksempel på gode kolleger, vi støtter op om hinanden og hjælper hinanden.
Som elev har de taget godt imod mig, og alle har virkelig gjort deres indsats for jeg skal komme godt igennem min uddannelse på bedste vis.
Min leder er en forstående leder, der tager hensyn og lytter til én, og det er mit svar på den bedste leder, at man føler sig hørt og set, og at de tager sig af én, når man har brug for det.
Når man kommer hjem fra skoleophold, og man har præsteret godt, så får man ros for sin indsats på skolen. Det er et kæmpe skulderklap, og det gør, at man har lyst til at forsætte med det gode arbejde.