Lokale mesterskaber for unge håndværkere er godt i gang

Onsdag den 5. september lød startsignalet for de lokale mesterskaber i Skills

Der bliver svejset, savet, skåret og skruet for fuldt kraft onsdag og torsdag i uge 36, hvor i alt 15 dygtige håndværkselever fra fem forskellige fag stiller op til de lokale mesterskaber i Skills.

Som noget nyt deltager flisemurerne i år for første gang, og det med to deltagere, Victor Laursen på 17 år og Lasse Paibjerg på 20 år.

- Jeg var med i Talentcamp i år, og der sagde landstræneren til mig, at han var meget stolt af, hvad jeg havde lavet, og at jeg bare skulle fortsætte, og derfor er jeg med i dag, fortæller Victor Laursen, der tilføjer, at han mener, at den stillede opgave ser overkommelig ud.

 

Masser af læring at hente

De to smede, der deltager i de lokale mesterskaber, Jannick B. Bust Dam på 18 år og Simon Andersen på 22 år er begge enige om, at det giver god øvelse at være med.

-Det er en gratis svendeprøve, kan man sige, hvor man prøver at blive presset ud over det sædvanlige, udtaler Simon Andersen, mens Jannick B. Bust Dam nikker og supplerer

-  Ja det er en god øvelse, og jeg får fuld opbakning til at deltage af min mester hos Herning Trapper & klejnsmed, der synes, det er rigtig spændende, at jeg er med.

Opgaven for de to smede er at fremstille en håndtromle. 

-Det er en udfordrende opgave, med mange små finjusteringer, men jeg vil vise det bedste, og så er der også bare en masse ekstra læring at hente i at være med, siger Simon Andersen.

Hos tømrerne deltager i alt fire elever, og en af dem er Thomas k. Laugesen på 19 år. 

-Jeg er med i dag, fordi jeg synes, det lød spændende, og så ville jeg bare gerne prøve det, siger han og tilføjer så, inden han igen lader sig opsluge af arbejdet

-Jeg synes, opgaven ser ok overkommelig ud.

De fire deltagere fra industriteknikuddannelsen går først i gang med deres konkurrence i morgen.  

Efter mange timers intens arbejde vil vinderne i de enkelte fag blive kåret torsdag kl. 13.30.