De to maskinsnedkerelever Louise Illeris Højrup og Carsten Rindom Poulsen arbejder lige nu hårdt med at læse tegninger, programmere maskiner og skære træ ud. Deadline er torsdag den 4. februar, når DM i Skills for unge håndværkere skydes i gang. Og der er nok at gøre klar.
- Vi har i alt 20 timer til at lave opgaven, som indeholder et bord, en stol og et fad, siger 23-årige Carsten.
- Opgaven består af mange elementer, så det er tidsfaktoren, der er den største udfordring. Elementerne er sådan set nemme nok at lave, men det er meget presset, når vi kun har 20 timer til det, uddyber hans medkombattant Louise.
En støtte i konkurrencen
Udover at være elever på samme skole er de to Skills-deltagere også i lære hos den samme virksomhed, HTH Køkkener i Ølgod. Og de er enige om, at det er positivt at have en kendt med i konkurrencen.
- Det gode ved at være to er, at vi har haft mulighed for at træne sammen og rådgive hinanden undervejs, siger Carsten om deres samarbejde. Louise lægger fokus på, at det er rart at være to af sted til konkurrencerne, så man ikke står helt alene.
Louise og Carsten møder stort engagement fra deres arbejdsplads, som er stolte over deres deltagelse i Skills.
- Vores chef synes, det er flot, at vi er to, der deltager, og han sætter store forventninger til os. Han har prioriteret, at der skal være en fra lærepladsen nede ved os hver dag under DM, og så kommer alle de andre lærlinge også ned for at se det hele en af dagene, siger Carsten.
Konkurrencen fylder det hele
Både Carsten og Louise er spændte på at skulle dyste mod tre andre maskinsnedkere ved Danmarksmesterskaberne.
- Det bliver nogle hårde dage, hvor konkurrence og opgaven er alt man tænker på, siger Carsten
Derfor ser de også frem til lørdag eftermiddag, når tiden rinder ud.
- Det bliver godt at kunne klappe sig selv på skulderen bagefter og sige til sig selv ”du klarede det”, siger Louise.
De to maskinsnedkere har valgt at kigge mere på selve det at deltage i Skills og være nået til DM, end på at skulle til tops på podiet.
- For mig er det vigtigste bare at være med til at opleve konkurrencen. Men jeg skulle da meget gerne vinde over Louise, griner Carsten.
Louise Illeris Højrup er 19 år og har et år tilbage, før hun er udlært. Carsten Rindom Poulsen er 23 år og forventer at sikre sig sit svendebrev til marts 2016. Begge er fra Ølgod og er i lære hos HTH Køkkener (Nobia) i Ølgod. Der er i alt cirka 300 unge håndværkere med i DM i Skills, som i år holdes fra torsdag den 4. februar til lørdag den 6. februar i Messe C i Fredericia. Der er gratis adgang, og alle interesserede er velkomne. |