Mens solen bager over millionbyen São Paulo i Brasilien, kæmper Jens Peter Vestergaard fra Herningsholm Erhvervsskole om de eftertragtede medaljer inden for murerfaget i WorldSkills 2015, der finder sted fra den 11. til den 16. august.
Jens Peter har i flere måneder trænet ved at mure netop de tre WorldSkills-opgaver, som deltagerne har modtaget på forhånd, men i Brasilien ventede der en overraskelse for den unge håndværker. Ofte bliver én af opgaverne udskiftet for at udfordre deltagerne, men i år har værtslandet valgt at udskifte alle tre opgaver.
Det bliver derfor ekstra spændende at se, hvordan de unge murere klarer deres opgave. Spændingen udløses først søndag, når de tre bedste fra hvert fag kaldes til podiet.
Foto: SkillsDenmark