Robotten NAO skal fremover være en stor del af livet på HTX. Robotten, der kan vise følelser og bruge kropssprog blev tirsdag introduceret på skolen som en del af et moderne læringsmiljø.
- Robotten skal være med til at cementere, at HTX Herning går i front med den teknologiske udvikling. Det er en vigtig del af at være et teknisk gymnasium, siger uddannelsesleder Klaus Christensen.
HTX Herning er blandt de to første tekniske gymnasier i Danmark, der har købt robotten, og der er indtil videre kun solgt 12 styk i Danmark.
Alle elever kan prøve kræfter med robotten
På HTX Herning får alle elever muligheder for at afprøve den nye robot. De første bliver Robot-talenterne, som er et særligt tilbud for eleverne, der kører hver tirsdag.
Dernæst er det meningen, at robotten skal indgå i undervisningen i fagene Programmering, Teknologi, It og Teknikfag. Her vil eleverne få stillet problembaserede opgaver om f.eks. innovation og handicaphjælpemidler, hvorefter de skal programmere robotten som en del af løsningen.
Også de meget teknik-interesserede elever skal kunne bruge robotten til avanceret forskning i robotters virkemåde.
Uddannelsesleder Klaus Christensen ser mange muligheder i robotten:
- Vi er i øjeblikket med i et stort projekt i regi af ligestillingsministeriet. Det skal få flere piger til at vælge it-uddannelser. Der kan robotten også være en stor hjælp, for den kan forhåbentligt få flere piger til at se idéen i programmering, siger han, og tilføjer:
- Vi glæder os til at komme i gang. Første skridt bliver at præsentere robotten på morgensamling, hvorefter vi skal give den personlighed og navngive den.
Robotten skal bruges til læring
Teknologisk Institut står for udbredelsen af robotten i Danmark. De har også stået bag robotsælen, som især er udbredt til plejehjem.
NAO-robotten er på verdensplan solgt i 2500 eksemplarer – fortrinsvist til forskning på universiteter. Men nu vil Teknologisk Institut hjælpe med se, hvilke muligheder der er for at bruge robotten i læringssammenhænge. Og robotten kan bruges på alle niveauer ifølge projektudvikler Steen Ulrichsen fra Teknologisk Institut bruges. Lige fra indskolingsbørn på seks år til universitetssammenhænge.
- Vi ved ikke så meget om, hvad den kan bruges til endnu. Men de erfaringer, vi har indtil videre, viser blandt andet, at der er stor forskel på hvordan drenge og piger bruger robotten. Drengene skal bare have motoren til at køre, hvor pigerne ofte lægger en fortælling ind over, siger Steen Ulrichsen.