Det var to stolte mestre, der efter kåringen af vinderne i DM i Skills 2018 kunne lykønske deres lærlinge. Tømrermester Lasse Jensen fra Ikast var blandt de første til at ønske sin elev Mathias Jensen tillykke med danmarksmestertitlen.
- Han er rigtig dygtig. Jeg er voldsomt stolt af ham, og titlen er fuldt fortjent, sagde Lasse Jensen.
Ved murer Kenneth Meldgaard Ebbesen stod murermester Glenn Østergaard fra Spjald også klar til at ønske tillykke.
- Det er hamrende godt gået. Kenneth har vist fra dag ét, at det er det her, han brænder for, og det vil jeg godt bakke ham 100 procent op i, sagde Glenn Østergaard, der er klar til næste omgang opbakning.
- Nu gælder det jo EM til september, sagde han med et smil.
At have en lærling med i konkurrencer betyder også, at mestrene må undvære deres lærlinge indimellem.
- Når han har kompetencerne og gejsten og er dygtig til at arbejde under pres, så skal han bare gøre det her, og så bakker jeg ham op, sagde tømrermester Lasse Jensen.