Erhvervsuddannelserne i Midt- og Vestjylland er mange – og et potentielt samarbejde mellem Herningsholm Erhvervsskole og Agroskolen skal gøre det muligt at styrke uddannelsesmulighederne endnu mere. Det er grundlaget for den undersøgelse, som skolerne har sat i gang.
- Der er stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft inden for rigtig mange brancher i Midt- og Vestjylland, og jeg ser det som Herningsholm Erhvervsskoles helt store opgave at bidrage til, at forudsætningerne for fortsat vækst i Midt- og Vestjylland udvikles. Vi tror på, at en sammenlægning vil kunne styrke udviklingen – når 1+1 forhåbentligt giver 3, siger bestyrelsesformand for Herningsholm Erhvervsskole, Benny Larsen.
Samme navn – samme uddannelser
Agroskolen har de samme uddannelsesmuligheder som tidligere.
- Agroskolen har et navn, der giver genklang i branchen, og det skal vi udnytte til vores fordel, hvis en sammenlægning bliver vedtaget og samtidig drage nytte af nogle af de fordele, som Herningsholm Erhvervsskole har at tilbyde, siger Anders Mejdahl, bestyrelsesformand for Agroskolen.
Benny Larsen tilføjer, at de steder hvor en sammenlægning kan mærkes positivt, fx er de stordriftsfordele som vil opstå i forbindelse med administration. Det vil sige, at det faglige fokus og kvaliteten kan forblive på samme høje niveau som nu – eller endda øges fremadrettet.
Er du forælder, elev eller kommende elev kan du derfor være helt rolig: Agroskolen vil fortsat være en landbrugsskole med stort L og have aktiviteter i Hammerum, og Herningsholm Erhvervsskole ændrer sig heller ikke - du vil opleve samme høje faglige niveau i undervisningen.
En fremtidssikring af landbrugsuddannelsen i lokalområdet
- Landbruget er et vigtigt erhverv i Midt- og Vestjylland, og en fremtidssikring af landbrugsuddannelsen er vores vigtigste prioritet, siger bestyrelsesformand for Agroskolen, Anders Mejdahl, der ligeledes påpeger, at erhvervsuddannelserne med omprioriteringsbidraget er skåret ind til benet, samtidig med at skolerne stilles overfor øgede krav – og dét gør vilkårene for drift af en landbrugsskole mindre favorable.
- Vi tror på, at vi kan skabe synergi og vækst ved et øget samarbejde. Blandt andet inden for robotteknologi, hvor Herningsholm Erhvervsskole netop er blevet godkendt som videncenter, hvilket spiller godt sammen med Agroskolens strategiske fokus på ny teknologi, siger Anders Mejdahl.
Den kommende tid vil blive brugt på at analysere mulighederne nærmere, og til foråret vil bestyrelserne på de to skoler beslutte, om en sammenlægning skal finde sted.