Besøget af den store trombonist Marion Barker, var led i en dag, hvor HG og medieproduktion var gået sammen om at lave et dagsprogram for eleverne, hvor vægten var lagt på det sociale på tværs af afdelingerne og på at øge indsigten i andre kulturer.

Spillet med de store 

Marion Barker har gennem sin musikerkarriere oplevet det, kun de færreste tør drømme om, nemlig at komme til at spille sammen med nogle af de allerstørste koryfæer inden for musikken, som Aretha Franklin, Michael Jackson, Justin Timberlake, Prince, Earth, Wind and Fire med mange flere. Men, fortalte en ydmyg Marion Barker

-Det er først og fremmest min hårdtarbejdende moder, lærerne, der troede på mig, og opdagelsen af musikken, som jeg kan takke for, at jeg slap ud af ghettoen. 

-Lærerne er guldklumper, som han tilføjede på dansk.

Boblende livsglæde

Og det var budskabet, Marion havde med til den fyldte Generatorsal, at man bør sætte pris på uddannelse, at man bør omgive sig med gode, positive mennesker, der vil en det godt, og endelig, at man aldrig må give op, men skal blive ved med at forfølge sine drømme.

Marion Barker blev tydeligt bevæget, når han fortalte om de aktuelle raceuroligheder i USA og den sociale uretfærdighed, han på egen krop har oplevet.

Trods det brød det smittende humør og den vældige livglæde i næste nu frem, når Marion fortalte anekdoter fra sine første møder med Danmark og med sin danske kone, en frigjort kvinde med sine meningers mod. Det, forstod man, var noget af en mundfuld for en amerikaner opdraget med meget formelle sydstats-manere.

Det var en engageret sal fyldt med spørgelystne elever, der tog imod, og den uhøjtidelige musiker besvarede tålmodigt alle spørgsmålene.

Afslutningsvis valgte Marion Barker dog at hvile stemmen for til gengæld at fylde rummet med trækbasunens bløde runde toner.