Naturvidenskabsfestival gav bud på den nye verden

HTX-elever bød onsdag og torsdag 431 elever fra områdets 5. og 6. klasser inden for dørene til årets Naturvidenskabsfestival

Hvordan kan du være med til at påvirke verden? Og hvordan påvirker verden dig? Der var lagt op til de helt store spørgsmål til årets Naturvidenskabsfestival, hvor elever fra 5. og 6. klasser udforsker og eksperimenterer med de naturvidenskabelige fag på HTX.

Fremtidens udfordringer

I løbet af dagen havde eleverne tre forskellige lektioner, som dog ikke lignede deres normale undervisning. Emnerne var alt fra postapokalypsen, rumfart og livet på Mars til fremtidens bolig, energilagring og fremtidens lege.

- Vi har haft noget om boligen og skulle lave nogle forskellige forsøg. For eksempel skulle vi få lys til at fungere mere elektromagneter og få det til at slukke automatisk. Det var mega sjovt, sagde Mia Bro Daugaard fra Børneskolen Bifrost.

Mellem lektionerne var HTX-etagen omdannet til et mekka af naturvidenskabelige forsøg, hvor de besøgende blandt andet kunne kommunikere med robotten NAO, finde stjerner i teleskopet, programmere biler, deltage i kemiforsøg og spille computerspil med hjælp fra elektroder.

I løbet af de to naturvidenskabelige dage har 431 elever fra 12 lokale grundskoler lagt vejen forbi HTX.