Ny direktør på Herningsholm Erhvervsskole

Herningsholm Erhvervsskole har ansat den 41-årige Allan Andreasen Kortnum som ny direktør for skolen

Allan A. Kortnum er 41 år og cand.mag. i historie fra Aalborg Universitet. Allan A. Kortnum har de seneste år været rektor på Århus Akademi, som bl.a. er landets største toårige HF-skole. Inden da var han uddannelseschef på først Viborg Katedralskole og dernæst uddannelsesleder ved Viborg Gymnasium og HF. Han færdiggør i 2017 en master i offentlig ledelse.

- Vi er glade for at byde Allan A. Kortnum velkommen på skolen som direktør for Hernings driftige og udviklingsorienterede erhvervsskole og erhvervsgymnasium. Erhvervsskolesektoren står overfor store udfordringer i de kommende år, og omverdenen, eleverne og erhvervslivet stiller nye og større krav til skolerne og uddannelserne, udtaler bestyrelsesformand Benny Larsen.

Allan A. Kortnum kommer til at stå i spidsen for en stor og velfungerende organisation med ca. 380 medarbejdere.

- Vi er sikre på, at vi i Allan A. Kortnum har ansat den helt rigtige direktør, der sammen med skolens ledelse og medarbejdere kan møde fremtidens udfordringer, og som kan føre skolen videre som en udviklingsorienteret, veldrevet og velrenommeret erhvervsskole, fortsætter Benny Larsen.

Allan Andreasen Kortnum afløser den nuværende direktør John Egebjerg, der efter 21 succesrige år på posten har valgt at fratræde og give depechen videre til nye kræfter. John Egebjergs fratrædelse markeres ved en reception den 23. marts.

Den nye direktør tiltræder stillingen den 1. april 2017.

Med venlig hilsen

Benny Larsen
Bestyrelsesformand