Nye smedefaciliteter tager form

Herningsholm Erhvervsskoles nye rammer for smede- og svejsefaciliteter vil stå klar til at tage imod nye elever og kursister til sommer

Herningsholm Erhvervsskole er godt i gang med at fremtidssikre faciliteterne til skolens svejse- og smedeaktiviteter. Det sker med en større ombygning, hvor alle skolens smede- og svejsefaciliteter samles under samme tag med plads til 74 svejsekabiner.

- Samtidig investerer vi i den nyeste teknologi på området, blandt andet med de nyeste svejsemaskiner og svejserobotter, siger uddannelses- og ressourcechef Brian Willadsen.

Massivt indsatsområde

At netop smede- og svejsefaciliteterne får en facelift er bestemt ikke tilfældigt.

- Det er et indsatsområde for os. Vi har en stor metalindustri i vores område, og vi satser massivt på at sikre vores elever den bedst mulige uddannelse, så de er klar til at møde erhvervslivets efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft, siger Brian Willadsen.

På smedeområdet er der stor efterspørgsel på faglærte, og det er Herningsholm Erhvervsskoles håb, at de nye faciliteter og det nye udstyr vil kunne være med til at tiltrække flere unge til uddannelsen.

- Det er vigtigt for os, at vi kan servicere områdets virksomheder med dygtige elever og med kurser til både faglærte og ufaglærte, siger Brian Willadsen.