Herningsholm Erhvervsskole påbegynder i 2015 et nyt byggeri på 4700 kvadratmeter, som skal huse de fremtidige HG-elever. Fem arkitektfirmaer har givet deres bud på, hvordan rammerne for fremtidens læringsrum skal se ud, og onsdag den 2. juli 2014 blev C.F. Møller og COWI offentliggjort som vinder af projektkonkurrencen.
- Vi sætter gang i byggeriet, fordi vi har et ønske om at samle alle vores erhvervsuddannelser i Herningafdelingen i samme campus, sagde John Egebjerg til de arkitekter og ansatte, der var mødt op for at se de forskellige bud på den nye bygning.
Det blev fremhævet at alle fem arkitektfirmaer var kommet med et godt bud på den nye bygning, men især to punkter gjorde udslaget.
- Vi har valgt forslaget fra C.F. Møller og COWI, fordi de har tegnet en skulpturelt gennemtænkt bygning, som lever op til de æstetiske og funktionelle krav, vi havde opstillet. Det er et smukt og spændende byggeri, som passer naturligt ind blandt de øvrige bygninger, sagde John Egebjerg. Han fremhævede desuden, at en meget specifik beskrevet og detaljeret tidsplan samt kalkulation har skabt en stor troværdighed over for projektets realisering.
Det nye HG-byggeri forventes færdigt i sommeren 2016 og får placering på Lillelundvej 21 sammen med de øvrige uddannelser i Herningsholm Erhvervsskoles Herning-afdeling.