Patrick er årets første student

Mandag morgen hejste 22-årige Patrick Mikkelsen flaget foran EUX-afdelingen i Hammerum, da han havde afsluttet sin uddannelse som EUX-elektriker.

Han var årets første EUX-student, der var færdig fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Efter 5 års uddannelse kunne han ryste sin nervøsitet af sig med topkarakteren 12 til sin sidste eksamen.

"Det er dejligt langt om længe at være færdig. Jeg har ikke sovet det meste af natten, fordi jeg har været nervøs, og så gav det også lidt ekstra kriller i maven, at jeg afsluttede som den første," sagde han.

 

En innovativ fremtid

Patrick Mikkelsen har under sin uddannelse været i lære hos Intego A/S.

I fremtiden drømmer han om at blive selvstændig, og så vil han kombinere sin faglige og tekniske viden fra sin EUX-uddannelse til at tænke i mere innovative og bæredygtige løsninger. 

Men først skal uddannelsen fejres.