Politisk debat på Herningsholm Erhvervsgymnasium

Torsdag den 9. november var alle HHX- og HTX-elever i Herning samlet til paneldebat mellem 10 veloplagte lokalpolitikere

Agoraen på Herningsholm Erhvervsgymnasium var torsdag formiddag fyldt med elever, som var klar til at stille spørgsmål til de fremmødte politikere og diskutere Herning Kommunes fremtidige udvikling. Selvfølgelige som optakt til det nært forestående kommunalvalg.

En stor del af eleverne har op til paneldebatten stillet skarpt på politik, fordi de i undervisningen i faget samfundsfag har haft fokus på demokrati, politisk debat og demokratisk samtale.

- Vi vil jo rigtigt gerne gøre eleverne opmærksomme på, at de skal tage stilling. Så de bruger deres stemme og udøver deres demokratiske ret, sagde rektor Marie Lund.

Under debatten diskuterede de 10 politikere alt fra bandekriminalitet, ligestilling og fornyelse af gågaden til handicap- og psykiatriområdet samt hvordan man bedre kan fastholde de unge i Herning.

- Det er en tradition, at vi holder sådan en paneldebat op til kommunalvalg, folketingsvalg og Europa-Parlementsvalg. Det fungerer godt som samfundsmæssig og generel oplysning for eleverne, og det er rigtigt spændende at høre om partiernes mærkesager, sagde Marie Lund.

Paneldeltagerne var: Lars Krarup (Venstre), Tommy Tønning (Socialdemokratiet), Rasmus Norup (det Konservative Folkeparti), Erling Præstekjær (Dansk Folkeparti), Peter Villadsen (SF – Socialistisk Folkeparti), Bruno Skibbild Christensen (Alternativet), Karlo Brondbjerg (Kristendemokraterne), Mikael de Fries (Nye Borgerlige), Johs Poulsen (Radikale Venstre) og Jørn Vedel Eriksen (Enhedslisten).