Mesters krav
For tiden er Jonas at finde i Ny Stenderup, beliggende nær Broby på den sydvestlige del af Fyn, hvor bløde, grønne bakker, hvidkalkede bindingsværkshuse, fredfyldte gadekær og nysselige kroer skaber ren landsbyidyl.
Og hist hvor vejen slår en bugt, ligger Ny Stenderup Maskinfabrik ApS, hvor Jonas er i lære.
Jonas bor i Hundstrup ved Svendborg, men når han er på skole, foregår det på Herningsholm Erhvervsskole.
-Det var min mester, der satte det som et klart krav, at jeg skulle gå på Herningsholm. Mester mente, at det var der, man fik den bedste uddannelse, fortæller Jonas.
Med på afbud
Egentlig skulle Jonas slet ikke have været med til de regionale mesterskaber, da han endte som toer. Men da vinderen fra Herningsholm Skills valgte at trække sig, var vejen banet for Jonas’ videre deltagelse. Og med en sikker sejr avancerede Jonas altså til DM i Skills.
-Det er vildt nok. Det bliver ligesom til EM i 1992, hvor Danmark kom med på et afbud, siger Jonas med et bredt smil.
Jonas får ikke mere konkret at vide om, hvad finaleopgaven kommer til at bestå af, end at det bliver en fræse-og-dreje-opgave. Hans forberedelse består i det daglige arbejde med at programmere maskinerne, der drejer, borer og fræser i metal.
Med ny selvtillid
-Jeg løber af med sejren, eller jeg gør i hvert tilfælde mit bedste, siger Jonas sikkert.
At skifte folkeskolens bøger ud med en uddannelse til industritekniker har været som en saltvandsindsprøjtning for Jonas.
- I folkeskolen var det svært. Jeg kæmpede meget med det boglige. Men siden jer er startet som industritekniker, kører det som på skinner, fortæller han glad.
Når Jonas er udlært som industritekniker, håber han på at kunne fortsætte på maskinfabrikken, hvor også hans storbroder arbejder. Længere ude i fremtiden har Jonas en drøm om, måske i forbindelse med aftjening af værnepligt, at kunne videreuddanne sig til våbenmekaniker.
Når Jonas til januar drager til DM i København, vil hans mester stolt og interesseret følge med fra lægterne.