Portræt af DM i Skills deltager Lennart Albin Laursen

Lige siden storbroderen stolt kom hjem og fortalte, at han skulle deltage i de lokale mesterskaber i Skills, har Lennart næret et brændende ønske om, at det engang måtte blive hans tur. Og nu står Lennart så med begge ben solidt placeret i DM-finalen

Stolt og spændt 

Den 18-årige Lennart Albin Laursen går til daglig på smedelinjen på EUX. Lennart kommer fra Blåhøj, syd fra Brande, og han er for tiden i lære hos virksomheden Rahbek Brande A/S.

Det er en virksomhed, han i forvejen havde et godt kendskab til, da han forinden havde arbejdet der to år som fejedreng.

Men for tiden er der dog én ting, der mere end noget andet fylder i Lennarts tanker, nemlig DM i skills.

-For tiden er der meget andet, der må stå på standby. For når jeg får fri fra arbejdet, arbejder jeg videre med ideer og tegninger til mit projekt, fortæller Lennart og tilføjer med et smil, det bliver vildt spændende og udfordrende.

Deltagerne inden for smedefaget har allerede fået at vide, at finalen kommer til at bestå af to opgaver, hvor den ene er en selvstændig opgave og bærer overskriften Leg og bevægelse.

-Jeg overvejer at lave en multikano, der både kan bruges på vand og på land. Men jeg har mange forskellige ideer og har ikke besluttet mig endnu, siger Lennart, der senest den 8. december skal have indsendt den valgte ide med medfølgende tegning. 

Til DM har deltagerne 14 timer til at færdiggøre deres projekt.

-Til de regionale mesterskaber satsede jeg ved at ville lave noget ekstra svært, et hævet bålsted, og det var kun lige, at jeg nåede at blive færdig, fortæller Lennart.

Vidste han ville være smed

Familien giver Lennart god opbakning, og også når det går løs til DM i København, er de at finde på lægterne. Det samme er nogle af kollegaerne fra Rahbek A/S.
 
-De er vildt glade. Det betyder jo også noget for dem, at Rahbek er godt sted, og det er et bevis på, at de er gode til at lære lærlinge op, siger Lennart.

Lennart har længe vidst, at han ville arbejde som smed, men han valgte alligevel den lidt længere EUX-uddannelse, fordi han mener, at de ekstra gymnasiefag giver ham flere muligheder.

-Hvis nu jeg skulle gå hen og få en arbejdsskade, er det godt at kunne lidt mere og, med EUX har man måske flere muligheder. Og man kan altid lærer mere, siger han.

Når Lennart bliver udlært, vil han gerne forsætte i virksomheden. Men på længere sigt har han en drøm om en dag at blive selvstændig.

Og med hensyn til ambitionerne til DM siger Lennart.

-Jeg håber, det er mit navn der bliver råbt op. Men spørgsmålet er så, om det jeg har lavet lige falder i dommernes smag.

Til DM i Bella Centeret dyster i alt seks smedeelever om at blive den bedste i Danmark.