Det er det højeste antal ansøgere, skolen har haft siden 2019, da Herningsholm overtog driften af det kommunale 10. klasse-tilbud. Til sammenligning er ansøgningerne mere end fordoblet, siden 10. klasse-tilbuddet blev udbudt i kommunalt regi.
På den nuværende årgang er eleverne opdelt i 4 klasser, men de mange kommende elever gør, at der til det nye skoleår bliver oprettet hele 6 klasser.
"Det er fantastisk, at der er kommet så mange ansøgninger til næste skoleår. Vi arbejder jo hele tiden på at skabe rammerne for fællesskaber og god undervisning. Det kan vi blandt andet gøre, når 10. klasse ligger sammen med de andre ungdomsuddannelser på Herningsholm. Eleverne kan spejle sig med andre unge, der er i gang med en ungdomsuddannelse, og på den måde lærer de andre unge og Herningsholm at kende," siger Anna Jakobsen, afdelingsleder, 10. klasse, Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier.
En del af uddannelsesmiljøet
Klasselokalerne for de kommende elever i 10. klasse ligger i Handelshuset, der blev indviet i 2017, og som til dagligt også huser forskellige elevgrupper med speciale i business.
For Joachim Petersen var valget af 10. klasse ikke svært. Han hørte om fordelene ved 10. klasse fra sin storebror og så også en gevinst ved en hverdag i et uddannelsesmiljø som det, Herningsholm tilbyder.
"Jeg har haft en svær skoletid, så det var fedt at komme i 10. klasse på Herningsholm. Her har jeg fået en masse nye venskaber, mens jeg stadig har andre venner, der også går på skolen på andre uddannelser," siger han.
Et af kendetegnene ved skolens 10. klasse er projektdagene, hvor eleverne får mulighed for at blive mere afklaret i deres valg af ungdomsuddannelse. Én dag om ugen besøger eleverne ungdomsuddannelser i Herning, Ikast og Hammerum.
En kommune i front
Tilbuddet om 10. klasse på Herningsholm er det eneste kommunale tilbud i Herning Kommune, hvilket gør, at skolen allerede imødekommer opfordringen fra Kommuners Landsforening om at flytte 10. klasse fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.
"Der er nogle gode synergier ved netop at placere 10. klasse på en ungdomsuddannelse og ikke blandt de almene folkeskoler. Jeg er meget positiv over, at Herningsholm allerede har en 10. klasse, som er en integreret del af hele erhvervsskolen. Det viser både, at det er en proaktiv skole, og at Herning Kommune tør stå i spidsen for udviklingen af uddannelsesområdet," siger Jonatan Damgaard (V), byrådsmedlem og medlem af Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune.