Rekordmange vil tage en erhvervsuddannelse

Mandag den 18. januar kunne Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier byde velkommen til i alt 498 elever i Herning og Ikast på erhvervsskolens grundforløb 2.

Sammenlignet med vinteroptaget i 2020 er det en stigning på 18 elever og samtidig femte år i træk med fremgang på grundforløb 2. Siden 2016 er elevoptaget i januar vokset med 25 procent.

Det flotte optag er en blanding af elever direkte fra grundforløb 1, som efter et halvt års introduktion til den brede vifte af erhvervsuddannelser nu har valgt retning, samt unge og voksne, der kan komme fra ledighed, ufaglærte job eller anden uddannelse.

Optaget fordeler sig på en række forskellige uddannelser inden for alt fra byggeri og metalindustri til data og handel.

 

Lover godt for erhvervslivet

Direktør på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Allan Kortnum, glæder sig over, at flere vælger erhvervsuddannelser til i Herning og Ikast kommuner.

"En lys og dagsordensættende fremtid venter for de 498, som har begyndt en erhvervsuddannelse på Herningsholm. Faglærte bliver attraktive for arbejdsgivere – inden for alle typer erhverv står en succesrig grøn omstilling og falder med, at der er faglærte, som kan omsætte teori til praksis," siger Allan Kortnum.

"Samtidig hører faglærte til den gruppe i samfundet, hvorfra flest iværksættere udklækkes, og det lover godt for det midt- og vestjyske erhvervsliv i de kommende år. En faglært karriere åbner også døre til videregående uddannelse, hvis man får mod på mere uddannelse. Ingeniører, arkitekter, ledere og politibetjente med en faglært uddannelse i rygsækken er i høj kurs på arbejdsmarkedet," tilføjer han.

 

Målrettet indsats

Erhvervschef på Herningsholm, Nanna Seidelin, er også tilfreds med rekordoptaget, der kommer på baggrund af en målrettet indsats for at inspirere flere også ældre elever til at vælge en erhvervsuddannelse.

"Især på tømrer- og VVS-uddannelserne ser vi en stor stigning. 24 flere har søgt ind på tømreruddannelsen sammenlignet med sidste år, heraf 9 på EUX, hvor eleverne får både studentereksamen og svendebrev på samme uddannelse," siger Nanna Seidelin.

I alt 120 af de 498 elever har valgt den særlige EUX-retning, hvor erhvervsuddannelsen kombineres med gymnasiale fag over et længere forløb.

I 2020 var optaget også rekordstort med 480 nye elever mod 470 forrige år.

Covid-19 har desværre umuliggjort en skolestart på almindelige præmisser, og undervisningen foregår online den første tid. Men skolen er klar til at rykke tilbage i værkstederne, så snart det er forsvarligt.