Robotter og elever dystede om LEGO-trofæer

Knap 300 elever, i alderen 10-16 år, fra skoler i og omkring Herning indtog lørdag den 12. november Agoraen på erhvervsgymnasiet på Herningsholm.

De skulle deltage i årets First LEGO League, der er en innovations- og teknologikonkurrence.

For 11. gang slog gymnasiet dørene op til konkurrencen, som var kulminationen på otte uger, hvor eleverne havde arbejdet som forskere og ingeniører. De havde brugt arbejdsperioden på at udarbejde robotter til konkurrencens opgave.

Årets samfundsrelevante tema var 'Superpowered', og dertil skulle eleverne bygge robotter, som kunne komme med relevante løsninger på de energiudfordringer, verden står overfor.

 

Seks priser

Konkurrencens 37 hold blev bedømt af et dommerpanel, der skulle give holdene point for deres udførte opgaver.

Der blev uddelt seks forskellige priser på dagen, der blandt andet inkluderede gruppearbejde og design af robotter. 

Priserne var Årets Pit, Kerneværdiprisen, Robotdesignprisen, Robotkonkurrence, Innovationsprisen og dagens vigtigste pris First LEGO League Champion.

Den pris blev uddelt til det hold, som havde klaret sig bedst i løbet af hele dagen – og årets vinder blev hold 29 fra Lind Skole.

Tak til alle, der deltog i dagen.