Når 19-årige Pernille Lindgaard Sørensen fra Herning står klar med saks og farver fredag den 27. januar, er det første gang, at frisører fra Herningsholm Erhvervsskole stiller op som hold til DM i Skills.
- Vores opgave består af tre dele. Først skal vi lave en klassisk bombage, som er en herrefrisure. Bagefter skal vi klippe og farve både herre og dame på en kreativ måde, og til sidst skal vi lave en aftenfrisering på dame, forklarer Pernille om opgaven.
Kreativ træning
Frisørerne har i alt 11 timer til at nå igennem de tre discipliner, så tidsplanen er presset.
- Vi har ikke lang tid til at nå det, når det skal være kreativt. Frisurerne skal jo være meget avancerede, og vi skal bruge pangfarver, som er sværere at arbejde med end normale farver, siger den unge frisør.
Pernille har længe trænet til DM, så hun er klar til de svære opgaver.
- På skolen har vi trænet én gang i ugen siden starten af november. Der har vi vores lærer Maiken til rådighed. Hun giver os feedback, så vi ved, hvad vi skal øve på og gøre bedre. Det er rigtigt fedt, så vi kan blive supergode, siger hun.
Konkurrence i blodet
Den talentfulde frisør har en forkærlighed for konkurrence og de mere kreative dele af frisørfaget. Det fik hende til at sige ja til Skills-udfordringen.
- Jeg blev udtaget til at deltage, og jeg synes, at det er en super mulighed for at vise mine evner som frisør. Når jeg er færdig med min uddannelse, vil jeg gerne arbejde som teaterfrisør, hvor det går ud på at style mere end at klippe. Og så vil jeg også gerne være konkurrencefrisør, siger Pernille, der har været i gang med sin uddannelse i halvandet år.
Og ambitionen for DM er klar.
- Vi går efter at vinde. Det kunne da være meget fint at få sådan en lille medalje med hjem, smiler Pernille.