Klokken nærmer sig 10.30 tirsdag den 27. oktober, og første halvdel af eleverne fra EUX Grundforløb 1 står klar til at træde ind i et for dem uvant klasseværelse; frisørsalonen. Her står et hold frisørelever på Grundforløb 2 klar til at tage imod dem med shampoo, børste og hårtørrer. Formiddagens aktivitet er hårvask og frisering – samtidig med en snak om udvalgte emner inden for samfundsfag.
- Vi vil meget gerne prøve nogle lidt alternative former for undervisning af, og forsøget her er et bud på det. Forhåbentlig er det en lidt sjovere måde at repetere på for EUX-eleverne, siger Arne Ladegaard, der er er lærer for EUX-eleverne og ophavsmand til dagens arrangement.
- Det er jo vigtigt at udnytte, at vi har så mange på samme alder med nogle forskellige uddannelser, siger Arne Ladegaard videre om ideen med at kombinere repetition og frisørbesøg.
Viden om frisøruddannelsen
Men det er ikke kun eleverne med vådt hår, der får noget ud af det; for frisøreleverne er der også noget at komme efter.
- Det er en del af frisørernes uddannelse, at de skal lære at ”small talke”, så det er fint, at de får mulighed for at øve det, siger Jannie Bech, der er lærer for frisørerne.
Snakken går da også rigtigt godt blandt de unge i frisørsalonen, og begge parter har fået noget ud af den halve time sammen.
- Det var meget sjovt at prøve. Det var lidt svært at spørge ind til det meget faglige, men da vi gik over til at snakke om almindelige emner, så gik det rigtigt godt. Det vil vi gerne prøve igen, siger de to frisørelever Stefanie og Line.
- Det virkede rigtigt fint. Jeg fik repeteret faget lidt og fik noget mere viden om, hvad frisørerne laver på deres uddannelse. Og så fik jeg rent hår, siger EUX-elev Nicolai med et smil på læben.