I disse vinterdage, hvor temperaturen ryger ned under frysepunktet, og frosten begynder at nappe i kinder og fingre, kan det være nødvendigt at trække både hue og handsker på for at holde sig varm.
Det gælder dog ikke for de tre deltagere til Skills Stafetten: Filip Moslev, Christoffer Jensen og Else-Marie Thomsen fra Kibæk Skolen. Trekløveret var nemlig hurtige til at kaste fløjlshandskerne, således at grebet bedre kunne sikres om værktøjerne i deres hånd.
Holdet holdt varmen oppe ved hjælp af flid, koncentration og hurtighed, da de sammen med de andre elever i klassen konkurrerede om, hvem der hurtigst kunne løse opgaverne med at samle en vandlås, lave et dannebrogsflag ud af fliser, dosere piller og bygge en lille trappe af træ.
Inden eleverne fik mulighed for at folde sig ud med værktøj i hånden, havde de først fået en introduktion til den forestående Skills Stafet, mens tømrerlærling Mathias Jensen fortalte folkeskoleelverne om, hvordan han forbereder sig frem mod sin deltagelse i danmarksmesterskaberne for erhvervsskoler.
Således informeret tog eleverne fat på Skills-opgaverne, og det topmotiverede deltagerholdet til Skills Stafetten kørte opgaverne igennem tre gange, en af gangen direkte udfordret af deres lærere, der dog hjemtog en meget snæver sejr over eleverne.
-Men de har også været i branchen i mange år, mente Filip Moslev.
Stemningen er god og optimismen i top på Skills Stafet-holdet fra Kibæk, der føler sig godt rustet frem mod Skills Stafet-finalen.
-Samarbejdet fungerer godt på holdet, og vi håber da at vinde, udtaler Else-Marie Thomsen.
Holdet har fået bevilliget nogle timer på skolen til at øve sig i, så formen kan holdes ved lige, til det går løs fredag den 19. januar 2018 med den store Skills Stafet-finale i MCH i Herning.