Det var nogle stolte 5. klasses elever, der i overværelse af forældre og søskende, kunne demonstrere hvordan de til sammen syv transportbånd, som de havde fremstillet, helt uden problemer kunne klare at transportere en kasse guldkarameller.
Da fremvisningen var overstået, fortalte klassens lærere om selve forløbet og samarbejdet, mens uddannelseslederen for smedeafdelingen fortalte om smedeuddannelsen og de mange muligheder for job og videre uddannelse, som smedefaget åbner op for.
Dernæst blev elever, forældre og søskende vist rundt i udvalgte afdelinger på Herningsholm, og da alle var tilbage på værkstedet, fik guldkaramellerne endnu en tur på transportbåndene, inden der blev pakket sammen og sagt tak for godt samarbejde.
Forløbet er udviklet af de involverede lærere og ledere og tager afsæt i en kombination af den entreprenante didaktik og STEM (Science, Technology, Engineering og Math).
Samarbejdet er en del af det regionale projekt, ”Smartskills”, hvor der arbejdes med 3 indsatser:
- Kendskab til erhvervsuddannelserne
- Valg af erhvervsuddannelse
- Flere praktikpladser
Projekts aktører er grundskoler, erhvervsskoler, UU-centre, skoleforvaltninger, erhvervsservice, virksomheder, brancheorganisationer og de faglige organisationer. Projektet støttes af Region Midt og EU’s Socialfond.
Målet er, at flere børn finder interesse for erhvervsuddannelserne, og at flere unge ad den vej inspireres til at vælge en erhvervsuddannelse.