En tydeligt stolt familie tog imod 20-årige Oliver Evald Hansen, som afsluttede sin studentereksamen som EUX-tømrer med et flot 10-tal.
- Det er skønt at være færdig efter fire år. Jeg synes, at det er genialt, at jeg nu både ved en masse om tømrerfaget og har fået noget teori, så jeg kan læse videre, siger Oliver Evald Hansen.
Den faglige ballast beviste Oliver Evald Hansen bland andet til sin svendeprøve, hvor han havde bygget et udsnit af et hus med vindue og tagdelene grat og valm.
- Vi har en fuld arbejdsuge til det, så 37 timer. Det er vigtigt, at man får det til at passe i de forskellige snit, så man ikke skal bruge mere træ, end det man har fået udleveret til opgaven, forklarer den unge EUX-tømrer.
Videre på universitetet
Selv om Oliver Evald Hansen først endeligt afslutter sin læretid den 28. august, har han fastlagt, hvad han skal som færdigudlært.
- Jeg læser videre med det samme. Jeg vil læse til Business Development Engineer i Birk (Aarhus Universitet, Herning, red.), fordi jeg gerne vil opfinde nye produkter. Jeg er faktisk allerede i gang med at åbne min egen virksomhed, siger Oliver Evald Hansen.
Dog skal der lige en tiltrængt fejring af huen og en sommerferie til, før EUX’eren atter tager fat.