Der bliver kigget på tegninger, indstillet på værktøjet og sendt kammeratlige drillerier gennem værkstedet, hvor ni industriteknikerelever fra tre forskellige erhvervsskoler arbejder med dagens opgave. De har alle valgt at bruge en uge på at dygtiggøre sig.
- Jeg vil meget gerne udvikle mig, så jeg kan blive bedre til mit fag og være bedre styrket fremover. Campen har været meget spændende og lærerig. Vi har kunnet gå i dybden med undervisningen og vi har fået en masse gode tricks, siger Ricki Bjørn Lægteskov, der er 25 år og fra Roskilde Tekniske Skole.
Talentcampen fokuserer på at klæde eleverne bedre på til at deltage i den faglige konkurrencer Skills, hvor de dygtigste lærlinge dyster mod hinanden. Men teknikkerne kan også bruges til svendeprøven og på en fremtidig arbejdsplads.
- Jeg er med på campen, fordi jeg kan lide udfordringen og gerne vil være den bedste. Jeg vil gerne have et godt svendebrev, for det er med til at bane vejen for et godt job i fremtiden, siger Per Andie Højer Nielsen, der med sine 23 år er for gammel til at deltage ved Skills.
Hans kollega Daniel Stausholm på 20 år håber til gengæld på at kvalificere sig til at stille op for Herningsholm Erhvervsskole ved det kommende Skills.
- Jeg bruger campen som en del af klargøringen til Skills. Jeg synes, at det er en stor fordel, at vores underviser selv har deltaget i WorldSkills. Han har indblik i, hvordan konkurrencen foregår og kan give et nyt syn på det, siger Daniel.
Talentcampen holdes på Herningsholm Erhvervsskole, og interesserede industriteknikerelever fra hele landet har mulighed for at tilmelde sig. I år har ni elever fra henholdsvis Roskilde Tekniske Skole, Mercantec i Viborg og Herningsholm Erhvervsskole deltaget. Deltagerne er hele ugen blevet undervist af Nick Madsen, der modtog Medallion of Excellence ved WorldSkills i Leipzig i 2013. Talentcamp for industriteknikere er i år blevet holdt i uge 31, men uddannelsesleder Søren Steffensen forventer, at campen i 2017 skal holdes i uge 27 sammen med Talentcamp for tømrer, murer, flisemurer og snedkere. |